Vin, vindyrkning og vinsmagning i Sydafrika

Blandt Den Tredje Verdens lande er Sydafrika blandt de første lande, der med hjælp fra driftige europæere allerede i 1659 stiftede bekendtskab med denne fantastiske skabning: Vitis vinifera.

Landet kan dog ikke slå de to sydamerikanske lande Argentina og Chile, der takket være spanske munke allerede midt i 1500-tallet kunne starte deres vinproduktion. Men, munkene havde jo også brug for lidt altervin! USA med Californien samt Australien kom først på vinkortet i 2. halvdel af 1700-tallet. New Zealand kom med til allersidst - i 1851, hvor katolikker anlagde de første vinmarker (her er det igen spørgsmålet om altervin)!

De første vinstokke blev som nævnt plantet umiddelbart efter 1655 af Jan van Riebeeck i selve Kapstaden og den første vin blev presset i 1659. Men vinproduktionen tog først fart med Simon van der Stel, der som nyudnævnt ”kommandør” i 1679 plantede store mængder af vinstokke. Først og fremmest på sit eget enorme gods Groot Constantia i Constantia dalen på den anden side af Taffel bjerget. Her havde han på god korrupt vis sikret sig og sine venner enorme områder god landbrugsjord. Disse enorme farme fik romantiske navne som f. eks. Constantia Uitsig (Constantia Udsigt) og Buitenverwachting (Over al forventning). Dertil som nævnt Groot Constantia – og senere Klein Constantia, der er udstykket fra Groot Constantia.

Men ellers er han kendt for at have grundlagt byen Stellenbosch i 1679, hvor han også plantede en masse vinstokke. Han var så ubeskeden at opkalde byen efter sig selv: Stellenbosch = Stels Skov! Til orientering for de historie-interesserede, har han bl. a. også lagt navn til Simonstown ved False Bay.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys var det ikke det værste sted, han kunne plante en masse vinstokke, idet området som bekendt i dag er Sydafrikas bedste vindistrikt! Sydafrika fik en frisk ”vinindsprøjtning” i 1688, da 200 religionsforfulgte franske huguenotter (protestanter) landede i Kapstaden. De lidt mistænksomme hollændere anviste franskmændene et ikke særligt attraktivt område et stykke inde i landet, hvor det vrimlede med elefanter. Hollænderne kaldte området eller stedet Franschoek – ”Det franske Hjørne”. Franskmændene medbragte hjemmefra druen chenin blanc, som i Sydafrika kom til at hedde Steen – i dag en af de mest producerede hvidvinsdruer i landet! Igen var man ud fra en vinøs betragtning heldige – vi har nu fået etableret de to mest betydende vindistrikter i Sydafrika – tre når vi medregner Constantia dalen.

Allerede i 1687 havde Simon van der Stel foranlediget, at Paarl var blevet grundlagt som den tredjeældste by i Sydafrika (efter Kapstaden og Stellenbosch). Den frodige jord i området gjorde bl. a. at Paarl i dag er kendt som et af de bedste vindistrikter i Kapområdet.

Af andre vindistrikter kan nævnes Walker Bay bag ved Hermanus, hvor Hamilton Russel for mere end 35 år siden slog sig ned og plantede chardonnay og pinot noir vinstokke. På den tid havde kooperativet KWV en enorm magt (Koöperatieve Wijnbouwers Vereniging van Zuid-Afrika Bpkt) , idet de foruden at være producent også var kontrolmyndighed, og de bestemte, at der ikke måtte dyrkes vin på stedet – i Hemel-en-Aarde dalen (himmel og jord dalen). Historien fortæller, at Hamilton Russel bedyrede, at det kun var spisedruer han dyrkede, for som han sagde: ”Man kan naturligvis ikke dyrke vin i dette kølige område ved havet”.

Jo, det kunne man lige præcis, idet især pinot noir- og chardonney druen elsker dette klima. Og i dag er Hamilton Russel almindelig anerkendt for sine fine hvide og røde vine! Han erhvervede i 1975 desuden vingården ”Southern Right” kun tre kilometer fra Atlanterhavet (opkaldt efter den sydlige rethval, der forekommer i vandet ved sydspidsen af Sydafrika). Her producerer han rød pinotage og hvide vine på chenin blanc. Han er i øvrigt kendt for sin progressive personalepolitik med mindstelønninger til de sorte arbejdere, ligesom han afskaffede systemet med aflønning af de indfødte i naturalier (læs: Vin!).

Der findes naturligvis andre vindistrikter i Sydafrika, bl. a. Robertson, Wellington og Worchester samt en række mindre – og mindre kendte distrikter – men de fleste ligger indenfor 200 km’s afstand fra Kapstaden. En af undtagelserne er Orange River/Oranje Rivier området, hvor der egentligt er for varmt og tørt til at dyrke vin. Men ved hjælp af overrisling har man i en del år dyrket druer i området – først og fremmest for at producere rosiner og druesaft, men i de senere år også vin – primært hvidvin!  

Jeg har undervejs nævnt lidt om de druer, som dyrkes i Sydafrika. Blandt de hvide druer , er der ingen tvivl om, at chardonnay er den store drue (som den er mange andre steder i Den Tredje Verden). Men som nævnt er også chenin blanc (Steen) en ret udbredt drue. Druen, der oprindeligt stammer fra Loire dalen, er her karakteriseret ved et højt syreindhold og dermed evnen til at langt liv. De bedste resultater ses i Loire, men den dyrkes over hele verden. Druen giver en duft af æbler, abrikos, nødder og marcipan. Også sauvignon blanc står højt på listen i Sydafrika. I alt er ca. 60 % af vinproduktionen i landet hvidvin (det er også nemmere at producere hvidvin end rødvin)!

Blandt rødvinene kan vi ikke komme uden om Sydafrikas nationaldrue  pinotagen ! Det er en krydsning mellem pinot noir og heritage (på fransk: cinsault ). Det er en hybrid, som er udviklet eller ”opfundet” i Sydafrika for 75 år siden. Druen dyrkes stort set ikke udenfor Sydafrika, hvor man imidlertid er meget stolte af den, sætter meget pris på den o.s.v. Min private mening er, at jeg ikke bryder mig om vin produceret på pinotage – så er det sagt! Det er lidt ligesom med zinfandel druen fra USA/Californien – den er amerikanerne også stort set alene om – og de må også meget gerne beholde den for min skyld – så er det også sagt!

De store rødvinsdruer i Sydafrika er efter min mening cabernet sauvignon, merlot og pinot noir. Men også syrah – shiraz på engelsk – er ved at vinde frem. Det samme gælder en række andre, mindre kendte europæiske druer – såsom: petit verdot, malbec, mourvedre og grenache. Dertil kommer den berømte, italienske sangiovese, som du bl. a. finder i den fremragende Brunello di Montalcino. Druen er i øvrigt også ved at vinde godt frem i Chile!

Vi kan ikke komme udenom at snakke brandy , når vi er i Sydafrika .Her er det første og fremmest chenin blanc, der bruges – sammen med ugni blanc (colombard) og cinsault. Sydafrikansk brandy produceres i dag i store mængder. Samtidig er de ved at kravle opad på kvalitetsskalaen, idet sydafrikanerne vinder flere og flere internationale priser for dette fremragende produkt. Jeg kan blot henvise til KWV’s fantastiske 10-, 20-, og 30-års lagrede brandyer!

Endelig må vi ikke glemme Sydafrikas mousserende vine, idet de producerer adskillige fremragende ”Sparkling Wines”, som de hedder på de kanter – også kaldet ” MCC - Methode Cap Classique” – ofte lavet på en blanding af chardonnay og pinot noir. Det er vine, der mindst er på højde med de forskellige typer franske Cremant!

Til sidst vil jeg nævne sydafrikansk portvin. Nå, ja – det må man jo ikke kalde denne søde vin – og dog! Sidst jeg var i Sydafrika oktober 2010, besøgte jeg også vingården Muratie, hvor ejeren betroede mig, at de godt måtte skrive portvin på etiketten, når vinen ikke skulle eksporteres. Jeg véd ikke, om det er sandt, men se lige deres liste over ”portvine” nedenfor – og se lige priserne (jeg købte faktisk et par flasker):

I den lange række af drikkevarer er der lige én til, som skal med. Sydafrika har en anden specialitet – nemlig Amarula likøren. Amarulaen er en fantastisk creme likør á la en Bailey likør – men hele forskellen ligger i smagen af frugterne fra marulatræet – det skal opleves! Marulatræet vokser vildt mange steder i velden – bådet i naturreservater og private game reserves. Når høsttiden er inde, bevæger masser af indfødte sig rundt i bushvelden for at finde marulatræer med modne frugter. Det er nedfaldsfrugterne, som de indfødte samler ind. De store mængder indsamlede frugter afleveres til de forskellige producenter af produkter baseret på marulatræets frugter – især Amarula likør. Man laver også en Marula Beer - vistnok kaldet Chikota – jeg smagte den for 15 år siden i landet. Da jeg smagte Amarula likøren for første gang i Sydafrika for 15 år siden, kunne man ikke opdrive den i Danmark. I dag er det helt anderledes, idet ethvert supermarked med respekt for sig selv markedsfører Amarulaen!

Der findes adskillige skrøner om virkningen af marulatræets frugter. Når frugterne falder til jorden påbegyndes en gæring, hvorunder der udvikles alkohol. Det er en kendt sag, at f. eks. bavianer og elefanter er vilde med de velsmagende frugter af marulatræet, og det hedder sig, at både bavianer og elefanter kan spise sig godt berusede i frugterme. Nu véd jeg ikke, hvordan det er med bavianerne – det er trods alt mindre dyr. Men som min gode ven, rangeren Eugene Jacobs fra Phalaborwa sagde til mig engang: ”Keld, prøv at tænke på hvor meget en elefant vejer – de skal spise mindst ét tons frugter for bare tilnærmelsesvis at få en lille sk.. på”!     

Som hollænderne heldigvis hurtigt konstaterede, er klimaet i Sydafrika ideelt til vindyrkning, men det gælder kun hvor havets kølighed er til stede – helt nede på sydspidsen. Derfor ligger Sydafrikas vinareal meget samlet, og det er i dag på størrelse med Tysklands vinareal. Sydafrika har godt 140.000 hektar vinmarker, de fleste inden for en radius af 200 km fra Cape Town. Vinene fremstilles hovedsageligt af kooperativer, vingårde, private producenter samt fire store virksomheder, der både fremstiller, indkøber og sælger vin.

Afslutningsvis vil jeg fortælle lidt om de vingårde i Sydafrika, som jeg har besøgt for vinsmagning – eller hvor jeg på anden vis har et særligt kendskab til vingården – enten fra Sydafrika eller hjemme i Danmark.

Min allerførste vinsmagning var i 1997 i vindistriktet Robertson – mellem byerne Robertson og Bonnievale. Vingårdens navn var Goedverwacht (Store forventninger), og ejeren hed Jan du Toit. Jan var dengang omkring de 40 år, en høj, flot samt vældigt charmerende og veltalende boer af huguenotafstamning – de kvindelige rejsedeltagere var MEGET interesserede i Jan! Jeg husker, at vi havde megen diskussion om begrebet chardonney ”oaked” eller ”on oake”. Forskellen var, at man i det første tilfælde blot tilsatte egespåner til ståltanken – og i det andet tilfælde lagrede vinen på egetræsfade. Unægtelig en (kvalitets-)forskel! Selve smagningen fandt sted en meget tidlig lørdag eller søndag morgen på hans private terrasse med udsigt til en flot have samt hans vinmarker.

Jan fortalte bl. a., at landets vinproduktion først nu var ved at komme i omdrejninger igen (embargoen blev først ophævet i 1994), at de fleste producenter lavede hvidvin – det var det nemmeste, og at høsten af druer startede kl. 02.00 om natten p. g. a. varmen, idet det var svært at køle de høstede druer ned til ca. 14° C om dagen, som var den temperatur, der var bedst for den videre behandling af druerne.

Jeg fandt også ud af, hvorfor vi skulle starte vinsmagning kl. 9.00 om morgen. Det skyldtes, at distriktsmesterskaberne i rugby blev spillet i Kapstaden kl. 12.00 – og enhver hvid mand med respekt for sig selv skulle overvære den kamp (rugby har i mange år været en ”hvid” sport og fodbold en sport for sorte).

Ellers vil jeg i flæng nævne de vingårde, som jeg gennem årene har besøgt – alle beliggende i Stellenbosch. Først og fremmest Neethlingshof – ikke så meget p.g.a. af deres ”outstanding wines” - men mest p.g.a. deres fremragende frokostrestaurant beliggende i en utrolig smuk have med udsigt til denne samt bjergene med vinmarker i baggrunden. Første gang jeg smagte vin på Neethlingshof, smagte jeg 6 forskellige vine (6 pæne påfyldninger) til en bagatel af 30 Rand. Jeg skal skynde mig at tilføje, at det er forskelligt, om man skal betale for smagninger – det kommer bl. a. an på, om man køber noget. Skal man betale, er det normalt kun et symbolsk beløb (se overfor – 25 kr. for næsten 1 flaske vin)!

Kanonkop og Beyerskloof Bouwland kan jeg behandle under ét.  Jeg har besøgt Kanonkop to gange – desværre gør de mest i pinotage, men ellers har de fremragende vine. Beyerskloof Bouwland ejes af    Beyers Truter, der er én af Sydafrikas bedste ”winemakers”. Han har tidligere været ansat som ”winemaker” på Kanonkop, hvor han også producerede fremragende vine. Kanonkop er en meget gammel og velrennomeret vingård – opkaldt efter en lille kop(je) hvorfra man kunne holde øje med skibene, der nærmede sig Taffelbugten. Fra kopjen varskoede man så de omkringliggende farme med en lille signalkanon, for nu skulle de være parate til at levere forsyninger til skibene. Se også vingårdens logo med den lille signalkanon på deres hjemmeside!

Spier Estate er et kæmpeforetagende i Sydafrika. Her kan man også komme til vinsmagning, men det foregår ikke på selve vingården. Estaten ligger i udkanten af Stellenbosch med et stort fritidsområde for turister samt Cheetah Outreach Station, hvor man tager sig af indfangede ”problem-geparder”. Turister kan for et beskedent beløb besøge geparderne – ja endda komme ind i indhegningerne og klappe dyrene.

Golfspilleren Ernie Els har også en vingård – Ernie Els Vinery - op mod Helderberg. Når man sidder på terrassen og nyder hans gode vine, har man en fantastisk udsigt ud over vinmarker og bjerge. En lille pudsig ting: Midt for terrassen er der anlagt en lille græskvadrat med en golfbold der er tee’et op i midten. Mange har sikkert prøvet at røre bolden, men jeg kan hilse og sige, at den sidder fast!

Den sidste vingård, jeg har besøgt, er Muratie. Hvor alle andre vingårde er flot og moderne indrettet, er det stik modsat med Muratie. Smagelokalerne ligner lokaler, der har overlevet 1. Verdenskrig UDEN rengøring i den mellemliggende tid. Spindelvævet hænger i guirlander, og smagebordet bærer præg af årtiers brug. Men stedet er utroligt charmerende, og især deres portvin (se tidligere) er i særklasse.

Jeg vil lige i forbifarten nævne J C le Roux, der har specialiseret sig i mousserende vine, ja han laver faktisk udelukkende mousserende vine. Jeg har IKKE besøgt hans vingård, men har dog smagt hans vine. Er du glad for mousserende vine, er hans vingård et besøg værd.

Endelig et par vingårde, hvis vine jeg har stiftet bekendtskab med under vinsmagninger, som jeg har arrangeret i Danmark. Kaapzicht og Thelema, hvor sidstnævnte er en klasse bedre end den første.

Som afslutning vil fortælle om en oplevelse min kone og jeg havde, da vi besøgte Sydafrika i 2000. Vi boede på det 5-stjernede hotel Coach House i Drakensbergen ved Agatha nær Tzaneen i Limpopo Provinsen. Den første aften i restauranten skulle jeg vælge en vin fra vinkortet, og valget faldt på en Backsberg Merlot årgang 1990 – altså en 10 år gammel vin. Vinen var som mørk fløjl, og at drikke den var ligesom at blive t….. ned ad ryggen af en engel (ja, sådan forestiller jeg mig det)! De efterfølgende aftener drak vi naturligvis den samme slags vin, for som jeg sagde til min kone: ”Der er ingen grund til at eksperimentere, når man har fundet noget godt.” Det mest paradoksale var, at vinen kun kostede – ja, hold Jer nu godt fast – 100 Rand (dengang ca. 100 kr.). Det må vist siges at være et røverkøb. Jeg har kun én gang siden smagt vin fra Backsberg Estate i Paarl, men det var desværre ikke deres merlot årgang 1990. Jeg har siden erfaret, at den (naturligvis) er udsolgt for mange år siden! 

Et lille tip:
Du kan allerede på internettet hente et vejkort over "Stellenbosch Wine Route", hvor alle vingårdene er markerede med navne og numre. Så kan du i fred og ro hjemmefra planlægge din egen vinsmagning, hvis du er selvkørende. Kortet kan naturligvis også fremskaffes ved ankomsten til Cape Town eller Stellenbosch. Desuden kan du i f. eks. Cape Town på hoteller el. i turistinformationen finde en lille håndbog over vingårdene i Stellenbosch, hvor du finder en lang række praktiske oplysninger om de enkelte vingårde, f. eks. åbningstider, evt. betaling for smagning, om man har frokostrestaurant, eventuelle specialiteter etc.