Oversigt - 2. verdenskrig - Østfronten

Indledning:

Hitler kaldte invasionen af Østeuropa for ”Korstoget mod bolsjevismen”. Østfronten blev den største krigsscene under 2. verdenskrig. Hitler og Nazityskland angreb først Frankrig (og senere England), men han opfattede bolsjevikkerne og Rusland som sin hovedmodstander.

Baggrunden for Tysklands angreb på Sovjetunionen:

Invasionen af England havde slået fejl, og Hitler stod med en stor kamptrænet hær. Hvad var mere nærliggende end at sætte den ind mod hans ”yndlingsmodstander”: Rusland. Han var ikke interesseret i at erobre hele Rusland – kun de østeuropæiske lande samt den europæiske del af Sovjetunionen. Hitler ønskede ”lebensraum” samt Ukraines ”kornkammer”. 

Sovjetunionens forberedelser:

Under og umiddelbart efter 1. verdenskrig var Rusland et u-land rent industrielt, men allerede 15-20 år senere havde landet en industriproduktion på højde med Tysklands. Dette gjaldt også for landets produktion af militærudstyr.

Invasionen - Sammensætningen af Aksemagternes styrker:

Den tyske overkommando (OberKommando des Heeres – OKH) opstillede tre Armégrupper til erobringen af Rusland:

Heeresgruppe Nord – Heeresgruppe Mitte – Heeresgruppe Süd.

Dertil kom tyske styrker i Norge (primært flystyrker). Den tyske overkommando (OberKommando des Heeres – OKH) havde opstillet tre Armégrupper til erobringen af Rusland:

Heeresgruppe Nord – Heeresgruppe Mitte – Heeresgruppe Süd.

Dertil kom tyske styrker i Norge (primært flystyrker).

Sammensætningen af de sovjetiske styrker (lige efter invasionen):

Det nordvestlige operationsområde med stabschef Vorshilov,

Det vestlige operationsområde med stabschef Timosjenko,

Det sydvestlige operationsområde med stabschef Budjonny.

Desuden Stavkas reserve gruppe af Arméer (6 Arméer).

Felttogene på Østfronten:

Første periode (22. juni 1941 – 18. november 1942). Sommer-efterårs felttoget (1. maj – 18. november 1942).

Her nåede tyskerne længst frem mod øst!

Anden periode (19. november 1942 – 31. december 1943)

Vinter felttoget 1942-43 (19. november 1942 – 3. marts 1943)

Herfra begyndte det at gå tilbage for tyskerne

Tredje periode (1. januar 1944 – 9. maj 1945). Felttoget i Østeuropa i 1945 (1. januar – 9. maj 1945).

Dette var begyndelsen til enden for tyskerne!

Situationen i Europa før Barbarossa (konsekvenserne af Molotov-Ribbentrop pagten august 1939):

Iht. Molotov-Ribbentrop Pagten mellem Tyskland og Rusland havde de delt Europa mellem sig. Tyskerne havde iht. Pagten allerede erobret Polen (sammen med Rusland), og russerne havde taget en ordentlig luns af Finland, og bl. a. besat Baltikum inden den tyske invasion af Rusland juni 1941.

Starten på Operation Barbarossa:

Tyskerne angreb Rusland den 22. juni 1941 med 99 ud af 190 divisioner fra Østersøen til Sortehavet. I angrebet deltog også 10 rumænske divisioner og 13 brigader fra Rumænien og Ungarn. Tyskernes mål var i første omgang Leningrad via de baltiske lande – senere Moskva, Smolensk og Odessa samt Kiev.

Slaget om Moskva, Rostov og Murmansk efteråret 1941:

Heeresgruppe Nord nåede næsten Moskva – Heeresgruppe Mitte nåede Odessa og Heeresgruppe Süd nåede frem til Rostov.

Operation Barbarossa, sommeren 1941:

Slaget om Voronezh og erobringen af Rostov. Tyskerne og deres allierede måtte opgive at få overtaget i Kaukasus bjergene.

Resumé:

Starten på invasionen var gået godt for tyskerne. især for Heeresgruppe Nord og Mitte. Heeresgruppe Süd havde mødt hårdere modstand, og havde måttet udkæmpe et kampvognsslag med deres 600 kampvogne mod russernes 1.000. Efter fire dages hårde kampe vandt tyskerne dog.

Stalingrad: Vinteren 1942-43:

Russerne nedkæmpede den tysk-rumænske hær. 90.000 tyske soldater ud af 300.000 overlevede og blev taget til fange.

Slaget om Kursk sommeren 1943 – af eftertiden kaldet ”Det største panserslag i historien":

Verdens største panserslag nogensinde med knapt 11.000 kampvogne involveret – heraf var 80 % russiske. Russerne led enorme tab, men de kunne tåle det – i modsætning til tyskerne, hvis ressourcer var ved at være udtømt. 

Efterår og vinter 1943:

Heeresgruppe Süd bliver trængt tilbage af russerne, og Heeresgruppe Mitte bliver trængt ved Smolensk. Heeresgruppe Nord kommer først i egentlig kamp i starten af 1944, hvor de belejrer Leningrad.

Sommeren 1944:

Russerne går i offensiven med over 120 divisioner. Mere end 2,3 mio. russiske soldater bliver sat ind mod Heeresgruppe Mitte, der kun talte 800.000 mand. Den polske hjemmehær gør opstand, men bliver svigtet af russerne.

Efteråret 1944:

Russerne går ind i Slovakiet, og nordpå går de ind i Baltikum.

Januar – marts 1945:

Russerne rykker endelig ind i Warszawa, og fortsætter gennem De Baltiske Lande. Derefter rykker de frem i Østpreussen indtil de er 60 km fra Berlin. De russiske tab er enorme.

Krigens afslutning: April–maj 1945:

Slaget om Berlin afgøres på godt tre uger, hvorefter Tyskland er endelig besejret den 8. maj 1945.

Besættelse og undertrykkelse:

Under de indledende kampe blev tyskerne i Baltikum betragtet som befriere. Tyskerne indledte en klapjagt på jøder i de besatte områder. Mellem 25 og 40 % af Ukraines befolkning bukkede under.

Industriproduktion (til militære formål) i Sovjetunionen og Tyskland under krigen:

Russernes sejr skyldte i høj grad deres store, militære industriproduktion. I 1943 manglede russerne mandskab pga. Stalins hensynsløse krigsførelse, og han måtte i højere grad satse på teknologi.

Sovjetisk og tysk produktion af kampvogne mm. samt fly under krigen:

1941-45 producerede russerne 100.000 kampvogne mod tyskernes 62.000. De byggede 136.000 fly mod tyskernes 100.000.

Tabene under krigen på Østfronten:

Den længste landfront i historien, og den farligste. 5 mio. aksemagt soldater døde, og 10,6 mio. russiske soldater døde. De civile russiske tab lå på mellem 14 og 17 mio. mennesker. Dertil kom over 5 mio. jøder (heriblandt 3 mio. polske jøder).

Josef Stalin:

Sovjetunionens diktator ledede den russiske krigsindsats med hård hånd. Han brugte sine soldater som brikker i et spil, hvilket kostede Sovjetunionen de suverænt største tabstal under 2. verdenskrig. Han var ikke forberedt på krigen, og havde sidst i 1930’erne henrettet 30.000 officerer, der ikke havde den rette kommunistiske tro. De blev erstattet af inkompetente, trofaste kommunister.

Operation Barbarossa, sommeren 1941 (Fil: Østfronten juni-december 1941)

Ikke-angrebspagten mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen (Molotov-Ribbentrop Pagten) holdt i 22 mdr. I mellemtiden var der sket en hel del i Europa, der nu var i krig!

Ribbentrop underskriver august 1939 Ikke-angrebspagten mens Stalin og Molotov ser til i baggrunden.

2. Verdenskrig – Østfronten

Østfronten var det område, hvor der blev indsat flest militære styrker under 2. Verdenskrig. ”Fall Barbarossa” varede fra juni 1941 til maj 1945, og operationsområdet omfattede enorme områder i Central- og Østeuropa, herunder den europæiske del af Sovjetunionen. Tyskerne kaldte krigen ”Korstoget mod bolsjevismen” – russerne kaldte den ”Den store fædrelandskrig”.

Både Rusland og Tyskland var hårdt ramt efter 1. Verdenskrig – Tyskland p.g.a. indholdet i Versailles traktaten og Rusland p.g.a. de hårde fredsvilkår i aftalen med Tyskland i Brest-Litovsk traktaten. Men, de to parter havde brug for hinanden – russerne havde brug for tysk teknologi og tyskerne for råstoffer fra Rusland. Allerede den 16. april 1922 efter afslutningen af den russiske borgerkrig, indgik de to nationer en traktat i den italienske by Rapallo (Rapallo-traktaten), hvor de lovede hinanden at give afkald på ethvert økonomisk såvel som territorialt krav mod hinanden. Samtidigt lovede de hinanden neutralitet, i tilfælde af angreb fra anden side. Aftalen indeholdt også en handelsaftale, der fik den indbyrdes handel til at stige kraftigt efter 1922. Under den Spanske borgerkrig (1936-39) støttede de to stater dog hver sin side - det var en slags krig ”gennem stedfortrædere”. Desuden indgik Tyskland og Japan ”Anti-Comintern-pagten” i 1936, der var direkte rettet mod ”Verdenskommunismen”.

Som følge af Hitlers anti-sovjetiske holdninger, inviterede englænderne og franskmændene ikke Sovjetunionen til München-konferencen i 1938. Sovjetunionen opfattede dette som en opfordring fra Vestmagterne til tyskerne om at ekspandere mod øst og i tilfælde af en krig ville Tyskland og Rusland nok ødelægge hinanden. På trods af russernes mistænksomhed overfor tyskerne, førte de hemmelige forhandlinger med disse om en politisk og økonomisk aftale. Russerne nærede en dyb mistillid til de vestlige lande, der havde blandet sig i den russiske borgerkrig fra 1917-1922 ved at støtte Stalins modstandere. Under forhandlingerne med tyskerne, bedyrede disse, at ”Anti-Comintern-Pagten” IKKE var anti-kommunistisk.

Efter tyskerne 31. marts 1939 havde okkuperet Tjekkoslovakiet, garanterede England og Frankrig selvstændighed for Polen, Belgien, Rumænien, Grækenland og Tyrkiet. 6. april 1939 indgik England en formel militær-alliance med Polen. April 1939 opsagde Hitler Ikke-angrebspagten fra 1934 med Polen samt Flådeaftalen fra 1935 med England. Parallelt med forhandlingerne med tyskerne førte Sovjetunionen, England og Frankrig forhandlinger om politiske og militære modtræk overfor Tyskland. Forhandlingerne med tyskerne skulle sikre Sovjetunionen industrimaskiner samt våben fra Tyskland – til gengæld for råstoffer til den tyske krigsindustri.

Sovjetunionen frygtede udsigten til en ”kapitalist-omfavnelse”. De troede ikke, at en krig kunne undgås, og de troede ikke, at den polske hær kunne modstå den tyske. Englænderne og franskmændene troede at krigen kunne undgås, og at Sovjetunionen ikke ville blive en hovedaktør i tilfælde af krig som følge af deres udrensninger i hæren. Franskmændene var bekymrede for, om naboen Tyskland og Sovjetunionen skulle finde sammen. 1939 var ét stort dobbeltspil fra alle parter (kaldet diplomati), men forhandlingerne med englænderne og franskmændene løb ud i sandet. Russernes krav om handlefrihed i.f.m. Finland og Baltikum var uspiselige for modparten.  

August 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen så i al hemmelighed en Ikke-angrebspagt – Molotov-Ribbentrop Pagten. Pagten indeholdt også en hemmelig protokol om deling af Europa i interessesfærer mellem de to totalitære stater, hvor parterne havde fuld handlefrihed. Finland, De Baltiske Lande, de Østeuropæiske lande samt Bessarabien lå indenfor Sovjetunionens interessesfære og Polen havde man allerede aftalt at dele mellem sig. 1. september 1939 fulgte tyskernes invasion af Polen fra vest, og 17 dage senere invaderede Sovjetunionen landet fra øst, hvorefter de havde delt dette. Sovjetunionen fulgte op med angrebet på Finland (Vinterkrigen november 1939 – marts 1940). Finland måtte herefter afstå Karelen og knapt ½ mio. finner mistede deres hjem. Russerne fulgte op med besættelsen af rumænske Bessarabien samt De Baltiske lande i 1940.

Efter invasionen af Polen erklærede England og Frankrig Tyskland krig september 1939, (men IKKE Sovjetunionen)! Fra august 1939 til juni 1941 var tyskerne og russerne således de bedste venner. I denne periode nåede tyskerne april 1940 at invadere både Danmark og Norge og allerede juni 1940 gjaldt det Frankrig og Benelux. På dette tidspunkt var der et helt år til at krigen på østfronten startede. I denne periode kunne man opleve det pudsige, at kommunistpartierne i bl. a. Frankrig og Danmark, var tyskerne venligt stemte p.g.a. Ikke-angrebspagten mellem deres kommunistiske forbillede Sovjetunionen og Nazi-Tyskland. Først efter ”Operation Barbarossa” juni 1941 fik piben en anden lyd, og kommunisterne blev nu aktive modstandsfolk!   

Baggrunden for Tysklands angreb på Sovjetunionen!

• Invasionen af England var slået fejl – Hitler havde forventet med sine overlegne militærstyrker (undtagen til søs) at kunne tvinge englænderne til en fredsaftale, hvorefter han kunne koncentrere sig om hovedfjenden, bolsjevikkerne! Nu stod han med en arbejdsløs hær i det besejrede Frankrig.
• På trods af underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop Pagten var Hitler indstillet på, at det ville komme til et opgør mod ”Verdenskommunismen”, idet han betragtede bolsjevikkerne som hovedfjenden.
• Hitler var besat af tanken om at skaffe sig ”Lebensraum” mod øst – om at gøre den ”ikke-ariske” befolkning (”Untermenschen”) til slavearbejdere samt at tilintetgøre det bolsjevitiske politiske system. Endelig ville Ukraine udgøre et fortrinligt ”kornkammer” for Tyskland.
•  Adgangen til de russiske oliefelter ved Baku var yderst vigtig for tyskerne.
•  En sejr over Sovjetunionen ville isolere England og Frankrig endnu mere.

Dertil kom, at Hitler var ret overbevist om, at Sovjetunionen ville være en ”nem match” for den veludrustede tyske hær – Hitler er bl. a. citeret for følgende:

• ”Vi behøver blot at sparke døren ind, så vil hele den rådne bygning brase sammen”.
• ”Når Barbarossa begynder, vil verden holde vejret og tie”.
• Endvidere hæftede Hitler sig ved den kendsgerning, at Stalin p.g.a. sin indgroede mistillid til alt og alle havde henrettet i tusindvis af sine officerer fra 1936 - 1938.

Hitler var IKKE interesseret i at erobre hele Sovjetunionen – kun den europæiske del samt de østeuropæiske lande. Hitler sigtede efter de enorme landområder indenfor aksen Hvidehavet ved Murmansk til Det Kaspiske Hav øst for Kaukasus. December 1940 indledte OKW (Oberkommando der Wehrmacht) udarbejdelsen af invasionsplanerne for ”Unternehmen (Operation) Barbarossa” - opkaldt efter den Tysk-Romerske kejser fra 1100-tallet. Som følge af Stalins udrensninger 1936-38, hvor millioner af borgere blev dræbt eller indespærret, herunder et stort antal af kompetente og erfarne officerer, opfattede tyskerne Sovjetunionen som svage.

Operation Barbarossa betød erobringen af Leningrad, en symbolsk ladet erobring af Moskva samt oliefelterne i syd ved Baku. Hitler og hans generaler var ikke enige om prioriteringen. Under planlægningen i 1940-41 gentog Hitler ofte sin ordre: "Leningrad først, Donetsk-Bækkenet derefter, Moskva som det tredje." Hitler var utålmodig efter at komme i gang med invasionen i øst, for han var han sikker på, at England ville bede om fred efter en tysk sejr. Hitler var overmodig efter sin succes i Vesteuropa og den Røde Hærs mangler under Vinterkrigen mod Finland. Han ventede en snarlig sejr, og havde ikke forberedt en vinterkrig, hvilket betød og hans tropper ikke havde vinteruniformer. Troen på Sovjetunionens hurtige kapitulation skulle blive tyskernes undergang.

Hitler flyttede i al hemmelighed 3,5 mio. tyske og 1 mio. aksemagtsoldater til den sovjetiske grænse – i alt 4,5 mio. mand, gennemførte rekognosceringstogter og oplagrede materiel i øst. Sovjetunionen blev alligevel taget på sengen på grund af Stalins tro på, at Det Tredje Rige ikke ville angribe blot to år efter underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop Pagten. Stalin troede, at nazisterne ville afslutte krigen med Storbritannien, inden de åbnede en ny front. Han opfattede advarslerne fra sine efterretningstjenester som britisk misinformation. Spionen dr. Richard Sorge gav Stalin datoen for angrebets start. Men til det sidste troede Stalin ikke på et tysk angreb.

Til operationen oprettede tyskerne tre armégrupper (Heeresgruppen), som skulle erobre bestemte områder og byer i Sovjetunionen. Heeresgruppe Nord skulle marchere gennem De Baltiske lande til det nordlige Rusland og erobre eller ødelægge byen Leningrad (før og nu St. Petersborg). Heeresgruppe Mitte skulle rykke mod Smolensk og gennem Hviderusland til Moskva. Heeresgruppe Süd skulle rykke frem mod Ukraine og erobre Kiev, og så fortsætte østpå til Volga og det olierige Kaukasus. Hitler og OKW var ikke enige om de vigtigste mål. Under planlægningen gik OKW ind for et direkte fremstød mod Moskva, mens Hitler foretrak at erobre det ressourcerige Ukraine og Baltikum inden Moskva. Dette forsinkede Barbarossa fra maj til juni 1941. Tyskerne besluttede at bringe enheder fra Waffen SS og Gestapo ind i de besatte områder for at modvirke partisanaktiviteter.

Russisk T-34 kampvogn

Sovjetunionens forberedelser

Selv om Hitler og den tyske overkommando anså Sovjetunionen for at være svag og Stalin til en vis grad naiv, var denne antagelse ikke helt korrekt. Hastig industrialisering i 1930’erne betød, at industriproduktionen var på højde med Tysklands, og kun blev overgået af USA’s. Produktionen af militærudstyr steg til stadighed, og antallet af krigsmateriel samt soldater steg på 1 ½ år med 130 – 140%.På trods heraf, var russerne i klart mindretal på deres vestfront i.f.t. tyskerne. 2,6 mio. sovjetiske soldater mod 4,5 mio. aksetropper. Resten af russernes styrke var placeret i fjernøsten som værn mod japanerne (1,8 mio.) – eller de var under optræning. Tyskernes 3,9 mio. soldater (0,6 mio. var reserver) skulle angribe over en 1200 km lang front fra Østersøen til Karpaterne.

1) En del af disse var reserver

2) En del af disse styrker var placeret i oplandet – op til 500 km fra vestfronten.

På trods af numerisk overvægt i materiel, havde russerne svækket deres position ved at sprede deres panser – i stedet for at koncentrere det – i modsætning til tyskerne, der f. eks. indsatte deres kampvogne som selvstændige enheder. Dårlig vedligeholdelse af materiel, manglende central ildledelse og forældede fly med få og dårligt uddannede piloter var også en katastrofe. Hertil kan lægges dårligt uddannede russiske soldater samt Stalins henrettelse af 30.000 erfarne, højtstående officerer. Erstatningerne var inkompetente, men politisk pålidelige folk. 

Tyskerne kunne præstere 5.200 kampvogne, hvoraf 3.350 blev indsat i invasionen – langt færre end russerne. Russernes panser (T-34 og KV-serien) var klart tyskernes panser overlegent, men var kun til rådighed i begrænset omfang i starten. Den Røde Hær var overlegne i tungt udstyr, men det blev rigeligt opvejet af, at de tyske styrker var bedre trænede og kampklare. Den Røde Hær var spredt og uforberedt, uden transportmidler, manglede ammunition til deres kanoner, uden tilstrækkeligt brændstof og generelt uorganiserede. Med sine inkompetente officerer og dårligt uddannede soldater var den russiske hær i starten ikke nogen ”match” for den tyske hær. F. eks. mistede russerne 6 kampvogne hver gang tyskerne mistede 1!

Generalfeltmarskal Gerd von Rundstedt

Invasionen - Sammensætningen af Aksemagternes styrker

Den tyske Oberkommando des Heeres (OKH) med generaloberst Franz Halder som chef, opstillede tre ”Heeresgruppen” (Armégrupper) til ”Unternehmen Barbarossa” med i alt 115 divisioner:

• Heeresgruppe Nord under generalfeltmarskal Wilhelm Ritter von Leeb i Østpreussen med 26 divisioner. Han kunne mønstre 2 arméer, én pansergruppe og én flyafdeling.
• Heeresgruppe Mitte under feltmarskal Fedor von Bock i det østlige Polen med 49 divisioner. Han kunne mønstre to arméer, to pansergrupper og én flyafdelig.
• Heeresgruppe Süd under generalfeltmarskal Gerd von Rundstedt i det sydlige Polen og Rumænien med 41 divisioner. Han mønstrede en blanding af tyske og udenlandske armégrupper samt én tysk pansergruppe. Dertil en flyafdeling.
• Dertil kom støttefunktioner i Norge under generaloberst Nikolaus von Falkenhorst med to korps samt udenlandske frivillige, f. eks. Den franske Legion.

De tre Arméegruppers feltmarskaller von Leeb, von Bock og von Rundstedt havde fremtrædende generaler under sig, bl. a. von Kluge, Guderian, Kesselring, von Stülpnagel, von Kleist & von Falkenhorst.

Marskal Semyon Timosjenko

Sammensætningen af de sovjetiske styrker (lige efter invasionen)

Umiddelbart efter den tyske invasion reorganiserede Sovjetunionen Den Røde hærs ansvarsområder i den europæiske del af Sovjet, så de nogenlunde svarede til de tyske arméegrupper (Heeresgruppen) hvad angik geografiske operationsområder.

Det nordvestlige operationsområde med stabschef Vorshilov:

• Nordfronten under generaloberst Markian Mikhailovitch Popov (Finland) med 3 arméer.
• Nordvestfronten under generaloberst Fjodor Kuznetsov (Baltikum) med 3 arméer (34 divisioner).
• Ishavsflåden og Østersøflåden

Det vestlige operationsområde med stabschef Timosjenko:

• Vestfronten under general Dimitry Grigoryevitch Pavlov med 4 arméer (45 divisioner).
• Pinsk Flotillen

Det sydvestlige operationsområde med stabschef Budjonny:

• Sydvestfronten under generaloberst Mikhail Petrovitch Kirponos med 4 arméer (45 divisioner).
• Sydfronten under general Ivan Vladimirovitch Tyulenev, etabl. 25. juni 1941 med 1 armé, 2 mekaniserede korps samt 26 støttedivisioner.
• Sortehavsflåden

Udover arméerne i fronterne var der yderligere seks arméer i den vestlige del af Sovjetunionen - Stavkas reserve gruppe af Arméer – senere Sovjetiske Reservefront underlagt Stalins direkte kommando.

Felttogene på Østfronten

Nedenstående opdeling af krigens faser på østfronten svarer til de russiske historikeres opdeling:

1. Første periode af 2. Verdenskrig (22. juni 1941 – 18. november 1942)

• Sommer-efterårs felttoget (1. maj – 18. november 1942) Her nåede tyskerne længst frem!

 2. Anden periode af 2. verdenskrig (19. november 1942 – 31. december 1943)

• Vinter felttoget 1942-43 (19. november 1942 – 3. marts 1943) Herfra begyndte det at gå tilbage for tyskerne

 3. Tredje periode af 2. verdenskrig (1. januar 1944 – 9. maj 1945)

• Felttoget i Europa i 1945 (1. januar – 9. maj 1945) Dette var begyndelsen til enden for tyskerne!

Situationen i Europa før Barbarossa!

(Fil: Tyskland før Barbarossa)

Efterfølgende kort  giver et udmærket billede af situationen efter tyskerne og russerne havde udnyttet aftalen i den ”hemmelige protokol”. Det meste af Europa var enten tysk eller russisk ”interessesfære”, og England var isoleret! Og flere af de neutrale lande samarbejdede i det skjulte med tyskerne. Krigen på østfronten var karakteriseret ved sin grusomhed, voldsomme materielle ødelæggelser og enorme tab af menneskeliv - omkring 30 mio. døde – op mod halvdelen civile. Det var mere end på alle de andre krigsscener tilsammen. Tyskerne fór hårdt frem mod russiske civile, partisaner, jøder og russiske krigsfanger.

De tyske SS-tropper spillede en stor rolle, ligesom frivillige SS-soldater fra De baltiske lande gjorde en del af det beskidte arbejde for tyskerne. De opfattede tyskerne som befriere efter russernes besættelse af deres lande. Russiske NKVD var dog ikke meget bedre end tyskerne, idet de myrdede civile russere, tyske krigsfanger samt russiske menige og officerer, der ikke havde den ”rette indstilling”. Det var også NKVD-enheder, der efter ordre fra Stalin og Beria (chef for NKVD) fra april 1940 myrdede 15.000 polske officerer i Katyn skoven (ved Smolensk).  

Starten på Operation Barbarossa

Operationen indledtes før daggry den 22. juni 1941. Tyskerne lammede den sovjetiske kommunikation, og indledte offensiven kl. 3.15 den 22. juni 1941 med 99 ud af de 190 tyske opmarcherede tyske divisioner fra Østersøen til Sortehavet. Dertil kom 10 rumænske divisioner, 9 rumænske brigader og fire ungarske brigader. Det tyske panser omringede hundredetusinder af sovjetiske styrker i store lommer, som efterfølgende blev nedkæmpet af infanterienheder, mens panserstyrkerne fortsatte Blitzkriegen. Luftwaffe angreb sovjetiske flyvepladser, og ødelagde en stor del ofte forældede fly på de nærmeste sovjetiske flybaser mens flyene stod på jorden.

Heeresgruppe Nords mål var som nævnt Leningrad via De Baltiske lande.

Heeresgruppe Mitte bestod af to pansergrupper, som rykkede frem nord og syd for Brest-Litovsk , efterfulgt af tre infanteriarméer. Panserstyrkerne nåede Berezinafloden på bare 6 dage, 650 km fra deres udgangspunkt. Næste mål var at krydse Dnepr floden, hvilket skete den 11. juli. Herefter var målet Smolensk, som faldt den 16. juli, men kampe i Smolensk området bremsede den tyske fremrykning indtil midten af september.

Heeresgruppe Süd, med én pansergruppe samt tre infanteriarméer, skulle trænge gennem Galicien og ind i Ukraine. Fremrykningen gik langsomt og kostede store tab i et kampvognsslag ved Brody. Da passagen mod Kiev blev sikret i midten af juli, kæmpede tyskernes 11. Armée sig med støtte fra to rumænske arméer gennem Bessarabien i retning mod Odessa. Pansergruppen drejede Kiev ind i Dnjepr-buen. Pansergruppen og infanterienheder udkæmpede et slag ved Uman, hvor 100.000 sovjetiske soldater blev omringede og taget til fange.

Under tilbagetrækningen over Dnepr- og Dvina-floderne, valgte den sovjetiske overkommando at evakuere så meget af de vestlige regioners industri som muligt til områder i Ural bjergene, Kaukasus, Centralasien og det sydøstlige Sibirien. Civile blev overladt til selv at finde vej østpå - kun industriarbejderne blev evakueret med udstyret - og en stor del af befolkningen var således overladt til de invaderende hære. Med erobringen af Smolensk og fremrykningen til Luga floden havde Heeresgruppe Mitte og Heeresgruppe Nord afsluttet deres første store opgave. Herefter kunne fremstødet på 400 km mod Moskva begynde. De tyske generaler ville straks indlede en offensiv mod Moskva, men Hitler afviste dem, for ”Ukraines landbrugs- og mineressourcer var vigtigere”. Der blev givet ordre til Panzergruppe 2 om at rykke frem mod Kiev via en sydlig rute. Disse manøvrer varede hele august og noget af september, men da Panzergruppe 1 og 2 mødtes ved Lokhvitsa den 14. september, blev 665.000 sovjetiske soldater taget til fange, da Kiev overgav sig den 19. september 1941.

I starten af den tyske invasion havde det hemmelige sovjetiske politi NKVD (forgængeren for Spetznaz-styrkerne) likvideret et stort antal fanger i de fleste af fængslerne i det vestlige Hviderusland og Ukraine, mens resten evakueres østpå i ”dødsmarcher”. De fleste var politiske fanger, der blev henrettet uden rettergang (man ønskede ikke, at disse politiske fanger skulle slutte sig til tyskerne).

Slaget om Moskva, Rostov og Murmansk efteråret 1941

Hitler besluttede nu at genoptage fremrykningen mod Moskva og omdøbte samtidig sine Panzergrupper til Panzerarméer. Fremstødet mod Moskva indledtes den 30. september 1941 med, at 2. Panzer Armée stødte frem ad vejen fra Orel (erobret 5. oktober) til Oka-floden ved Plavskoye, mens 4. Panzer Armée (overført fra Heeresgruppe Nord til Mitte) sammen med 3. Panzer Armée omringede de sovjetiske styrker i to enorme lommer ved Vyazma og Bryansk. Heeresgruppe Nord placerede sig foran Leningrad for at afskære jernbaneforbindelsen mod øst ved Thikvin. Derved indledtes den 900 dage lange belejring af Leningrad. Nord for Polarcirklen forsøgte en tysk-finsk styrke at nå Murmansk, men kunne kun nå frem til Litsa-floden, hvor den forskansede sig.

Heeresgruppe Süd stødte frem langs Dnjepr til det Azovske Hav og videre gennem Kharkov, Kursk og Stalino. 11. Arme rykkede ned på Krim-halvøen og fik i løbet af efteråret kontrol med halvøen, bortset fra Sevastopol, som holdt ud indtil 3. juli 1942. Den 21. november 1941 indtog tyskerne Rostov. De tyske linjer var imidlertid strakt for langt, og de sovjetiske forsvarere gennemførte modangreb mod 1. Panzer Armées spydspids nordfra og tvang dem ud af byen og tilbage over Mius floden - den første større tyske tilbagetrækning under krigen.

I et fremstød den 15. november forsøgte tyskerne at slå ring om Moskva. Den 27. november nåede 4. Panzer Armée under 30 km fra Kreml i Moskva, mens 2. Panzer Armée trods en behjertet indsats ikke formåede at indtage Tule, den sidste by på vejen mod hovedstaden. På et møde i Orsha mellem lederen af den tyske OKH, generaloberst Franz Halder og lederne af de tre arméegrupper, blev det besluttet at støde frem mod Moskva, da det var bedre, som lederen af Heeresgruppe Mitte, feltmarskal Fedor von Bock udtrykte det, at prøve lykken på slagmarken frem for at sidde tilbagelænet og vente på, at modstanderen blev stærkere. Den 6. december 1941 stod det klart, at den tyske Wehrmacht var for svag til at kunne erobre Moskva, og angrebet blev stoppet. Marskal Shaposhnikov begyndte derefter sit modangreb, hvor der blev indsat nye reserver, og nogle veltrænede tropper overført fra Fjernøsten, efter at spionen Richard Sorge havde garanteret, at Japan ville forblive neutral.

I løbet af efteråret kunne Stalin derfor overføre friske og veludstyrede sovjetiske styrker fra Sibirien og Fjernøsten til Moskva (de reserver, der skulle imødegå et evt. japansk angreb, men Stalin havde nu fået vished for at japanerne i stedet ville angribe i Sydøstasien og i Stillehavet). Den 5. december angreb disse forstærkninger tyskerne omkring Moskva med støtte fra nye T-34 kampvogne og Katjusja-raketkastere (Stalinorgler). De nye sovjetiske tropper var forberedte på vinterkrigsførelse, bl. a. var adskillige bataljoner på ski. De udmattede og frysende tyskere blev slået på flugt og drevet 100 - 250 km tilbage indtil den 7. januar 1942.

Et yderligere sovjetisk angreb blev indledt i slutningen af januar 1942 i området mellem Heeresgruppe Nord og Mitte mellem Seliger søen og Rzev, og det drev en kile ind mellem de to tyske armégrupper. Sammen med fremrykningen fra Kaluga sydvest for Moskva var det meningen, at de to offensiver skulle mødes ved Smolensk, men tyskerne reorganiserede deres tropper, og det lykkedes dem at holde de to styrker adskilt, og fastholdt et frontfremspring ved Rzhev. Et sovjetisk faldskærmsangreb mod den tyskbesatte by Dorogobuzh blev en kæmpe fiasko, og de overlevende måtte flygte til de partisan-kontrollerede områder, som begyndte at vokse op bag de tyske linjer. Mod nord omringede de sovjetiske styrker en tysk garnison i Demyansk, som holdt ud med forsyninger fra luften i fire måneder.

I syd gik den Røde Hær over Donets floden ved Izyum og dannede et 100 km dybt frontfremspring. Formålet var at holde Heeresgruppe Süd fast ved det Azovske hav, men da vinteren blev knap så streng, kunne tyskerne indsætte et modangreb og afskære de for langt fremskudte sovjetiske tropper i det Andet slag om Kharkov.

Don, Volga og Kaukasus: Sommeren 1942 (Fil: Østfronten maj - november 1942)

Slaget om Voronezh (1942), slaget om Kaukasus og slaget om Stalingrad

28. juni 1942 indledtes offensiven. Heeresgruppe Süd tog initiativet ved Slaget om Voronezh og fulgte derefter Don mod sydøst. Planen var at sikre sig Don og Volga først og så fortsætte ind i Kaukasus mod oliefelterne – men operationelle overvejelser og Hitlers forfængelighed fik ham til at give ordre til, at begge mål skulle forsøges nået samtidig. Rostov blev generobret den 24. juli 1942 af 1. Panzer Armée, der derefter fortsatte sydpå mod Maikop. Dette var et led i Operation Shamil, der blev gennemført af en gruppe specialstyrker fra Brandenburg Regimentet (eliteregiment oprettet og kommanderet af en af general von Lettow-Vorbecks yngre officerer fra 1. Verdenskrig i Østafrika – Theodor von Hippel) i NKVD uniformer for at destabilisere Maikops forsvar og lade 1. Panzer Arme komme ind i oliebyen uden større modstand.

I mellemtiden rykkede 6. Armée frem mod Stalingrad. Da 4. Panzer Armée  stødte til, var den sovjetiske modstand blevet større. Tyskerne trak over Don mod Volgafloden den 23. august 1942, men de næste tre måneder kom den tyske hær til at kæmpe fra gade-til-gade og hus-til-hus i Slaget om Stalingrad.

I syd nåede 1. Panzer Armée Kaukasus forbjerge og Malka floden. I slutningen af august sluttede rumænske bjergtropper sig til spydspidsen, mens 3. og 4. rumænske armé blev flyttet til Stalingrad for at frigøre tyske tropper til den egentlige kamp. Af hensyn til gnidninger mellem aksemagternes allierede Rumænien og Ungarn over Transsylvanien, blev den rumænske armé i Donbuen skilt fra den ungarske 2. armé af den italienske 8. armé. Alle allierede var nu involverede – også et slovakisk kontingent i 1. Panzer Armée og et kroatisk regiment i 6. Armée.

Fremrykningen ind i Kaukasus gik i stå, da tyskerne ikke kunne kæmpe sig forbi Malgobek til Grosnij. De skiftede nu retning, så de kunne nærme sig sydfra, og de krydsede Malka-floden i slutningen af oktober og gik ind i Nordossetien. I den første uge af november blev 13. panzerdivisions spydspids kappet af i udkanten af Ordzhonikidze, og pansertropperne måtte trække sig tilbage. Offensiven ind i Rusland var ovre.

Resumé:

Som det fremgår af det første kort, gik det godt for tyskerne de første 17 dage under felttoget – især for Arméegruppe Nord og Mitte. Arméegruppe Süd mødte hårdere modstand, og 600 tyske kampvogne måtte bl. a. udkæmpe et panserslag mod 1000 sovjetiske kampvogne. Slaget varede 4 dage før tyskerne vandt. Efter knapt 6 måneder havde tyskerne erobret en stor pct-del af de landområder, de havde sat sig for at erobre. De sidste erobringer før offensiven ind i Rusland gik i stå, tog det næsten ét år at opnå - fra december 1941 – november 1942 – se det andet landkort, hvor tyskerne var nået frem til floderne Don og Volga og Stalingrad.

Stalingrad: Vinteren 1942-43 

Slaget om Stalingrad, Operation Uranus og Mars, Anden Rzhev-sychevka offensiv og Tredje slag om Kharkov.

Mens den tyske 6. Armé og 4. Panzer armé havde kæmpet sig vej ind i Stalingrad, havde sovjetiske arméer samlet sig på begge sider af byen, især i de Don brohoveder som rumænerne ikke havde fået nedkæmpet, og herfra slog de til den 19. november 1942. I Operation Uranus slog to sovjetiske arméer hul i rumænernes fronter og mødtes ved Kalach den 23. november, hvor de omringede 300.000 aksetropper. En samtidig offensiv i Rzhev sektoren med navnet Operation Mars skulle bryde frem til Smolensk, men den slog fejl, da tysk taktisk flair vandt slaget.

Tyskerne skyndte sig at overføre tropper fra vesten til Rusland i et forsøg på at undsætte styrkerne ved Stalingrad, men offensiven kom ikke i gang før den 12. december, og da sultede 6. armée og var for svag til at bryde ud. Operation Wintergewitter, med tre overførte panzer divisioner kom godt i gang fra Kotelnikovo mod Aksai floden; men blev stoppet 65 km fra sit mål. For at stoppe undsættelsesstyrken angreb, angreb og tilintetgjorde russerne de italienske styrker, og de kom derved ind bag undsættelsesstyrken. Operationen startede den 16. december, og det lykkedes russerne at ødelægge mange af de fly, som havde fløjet forsyninger til de tyske styrker ved Stalingrad. Den forholdsvis begrænsede sovjetiske offensiv, gav Hitler tid til at komme til fornuft, og trække Heeresgruppe A (halvdelen af Heeresgruppe Süd) ud af Kaukasus og tilbage over Don.

Den 31. januar 1943 overgav 90.000 tyske overlevende af den 300.000 mand store 6. armée sig ved Stalingrad. Den 2. ungarske armé blevet udslettet. Sovjet styrkerne rykkede 500 km vestpå fra Don, gennem Kursk (generobret den 8. februar 1943) og Kharkov (generobret 16. februar 1943). For at sikre deres stilling i syd, opgav tyskerne Rzhev fremspringet i februar, hvilket frigav tilstrækkelig mange tropper til at man kunne gennemføre et vellykket modstød i det østlige Ukraine. Erich von Mansteins modoffensiv, der var forstærket med et særligt trænet SS panzerkorps med Tiger kampvogne, indledtes den 20. februar 1943, og de kæmpede sig vej fra Poltava tilbage til Kharkov i den tredje uge af marts, hvorefter forårs tøvejret satte ind.  

Slaget om Stalingrad fra august 1942 til februar 1943 blev ét af vendepunkterne i 2. Verdenskrig og bliver af mange regnet for historiens blodigste slag, gennemført med en brutalitet og mangel på respekt for civile tab på begge sider. Stalin nægtede f. eks. at lade byen evakuere, idet han hævdede, ”at soldaterne kæmpede mere indædt for en levende end en død by”! Slaget endte med en sovjetiske modoffensiv, der til sidst omsluttede og udslettede eller tilfangetog den tyske 6. armée med feltmarskal Paulus i spidsen. Det anslås, at der døde mellem 1 og 2 millioner mennesker ved slaget (på et tidspunkt var den forventede gennemsnitslevetid for en nyankommen soldat nede på 45 min), og aksemagterne mistede en fjerdedel af deres samlede mandskab på østfronten – hvilket de aldrig kom sig over. Russerne mistede godt en million soldater og civile, men sejren markerede starten på befrielsen af Sovjetunionen.

Kursk: Sommeren 1943 

Slaget om Kursk – af eftertiden kaldet ”Det største panserslag i historien"

Efter nederlaget ved Stalingrad udsatte Hitler planlægningen af næste års felttog. Han havde genindsat Heinz Guderian på den betydningsfulde post som inspektør af panserstyrkerne. Generalstaben var splittet, og selv Hitler var bekymret over at forsøge på at afskære frontfremspringet ved Kursk. Han vidste, at de sovjetiske stillinger i de mellemliggende måneder var blevet forstærket med anti-tank kanoner, pansergrave, landminer, pigtråd, skyttegrave, bunkers, artilleri og mortérer. Hvis det på den anden side kunne lykkes at gennemføre en sidste blitzkrieg, ville det sovjetiske pres måske lette, og man kunne koncentrere sig om truslen på Vestfronten. Fremstødet skulle ske fra Orel fremspringet nord for Kursk og fra Belgorod mod syd. Begge fløje skulle mødes i området øst for Kursk og genskabe Heeresgruppe Süds frontlinje i vinteren 1941–1942.

Tyskerne vidste, at den Røde Hærs reserver var blevet udtømt i sommeren 1941 og 1942, men den Røde Hær havde indkaldt mænd fra de områder, der var blevet befriet. Presset af sine generaler gik Hitler ind på at angribe ved Kursk, uvidende om Abwehrs efterretninger om store sovjetiske forstærkninger af forsvaret af området. Tyskerne indledte felttoget – Operation Zitadelle - med måneders forsinkelse, hvor man havde ventet på nye kampvogne mm., og i mellemtiden havde sovjetstyrkerne placeret endnu flere panserværnskanoner i området.

Mod nord var den tyske 9. Armée overført fra Rzhev frontfremspringet til Orel frontfremspringet, hvor den skulle rykke frem fra Maloarkhangelsk til Kursk. Arméen kunne end ikke komme forbi sit første mål Olkhovatka, blot 8 km fremme. 9. Armée blev stoppet af de sovjetiske minefelter, hvilket var særdeles frustrerende, da der bag minefelterne lå et fladt kampvognsterræn hele vejen til Kursk. Angrebet blev ændret mod Ponyri vest for Olkhovatka, men den 9. Armée kunne heller ikke bryde igennem i den retning heller, og gik over i defensiven. Sovjet styrkerne lod tyskerne bruge alle deres kræfter, og slog derefter tilbage. Den 12. juli 1943 kæmpede den Røde Hær sig gennem fronten hvor 211. og 293. division mødtes ved Zhizdra floden og rullede frem mod Karachev, lige bag dem og bag Orel.

Slaget ved Kursk 1943

Den sydlige offensiv med 4. Panzer Armée i spidsen under ledelse af generaloberst Hermann Hoth, kom længere med tre kampvognskorps i spidsen. De rykkede frem på begge sider af den øvre Donets over en smal front. 2. SS Panzerkorps og Groβdeutschland Panzergrenadier divisionen kæmpede sig gennem minefelter og forholdsvis højt terræn i retning af Oboyan. Hård modstand ændrede angrebets retning fra øst mod vest, men kampvognene nåede kun 25 km frem inden de mødte reserverne fra den 5. Sovjetiske Garde Kampvognsarmé udenfor Prokhorovka. Det førte til et kampvognsslag den 12. juli 1943 med flere tusinde deltagende kampvogne.

Sovjetiske historikere hævder at slaget ved Prochorovka var alle tiders største kampvognsslag. Slaget var en defensiv sejr for sovjetstyrkerne, men den kostede dyrt. Den sovjetiske 5. Garde kampvognsarmé med omkring 800 lette og mellemsvære kampvogne angreb dele af 2. SS Panzerkorps. Offensiven startede godt for tyskerne, bl. a. p.g.a. grove fejl fra de russiske kampvognskommandører (kørte i egne tankfælder, og en håndfuld Tigerkampvogne kunne uskadeliggøre 235 sovjetiske kampvogne)! Den 5. Sovjetiske Garde kampvognsarmé nåede ikke sine offensive mål, selvom russerne havde kopieret tyskernes principper med stor mobilitet og masser af panser, der kunne omringe fjendens styrker. Og de kendte oven i købet angrebstidspunktet fra englænderne (som havde knækket tyskernes ”Enigma-kode”). Men den tyske såvel som den russiske fremrykning var stoppet. Manstein ville fortsætte angrebet med 4. Panzer Armée, men sovjetstyrkerne kunne modstå angrebet og det tyske fremstød i Operation Zitadelle blev endeligt bremset. P.g.a. russernes enorme ressourcer (se efterfølgende) kunne tyskerne ikke fuldende offensiven. Kursk-slaget blev den sidste større tyske offensiv på Østfronten, idet man herefter samlede alle reserver i vest for at imødegå invasionen i Frankrig.

På trods af at tyskerne angreb, var de sovjetiske tab 6 gange større end tyskernes. Taktisk var slaget uafgjort, idet tyskernes modangreb ikke brød den sovjetiske fremmarch, og Den Røde Hær kunne ikke omringe eller nedkæmpe de tyske styrker. Strategisk var det en sejr for Den Røde Hær, idet tyskerne for første gang blev bremset i en stor offensiv. Grunden var primært den store talmæssige sovjetrussiske overlegenhed i mandskab og materiel. Russerne havde også haft tid til at anlægge enorme forsvarsstillinger i dybden. Efter vellykkede modangreb mod syd indledte den Røde Hær angreb i det nordlige Orel fremspring og opnåede et gennembrud i flanken af den 9. Armé. Hitler var bekymret over de allieredes landgang på Sicilien den juli 1943, hvorfor han mere eller mindre besluttede at indstille offensiven. Tyskernes sidste offensiv sluttede med deres forsvar mod en stor sovjetisk modoffensiv, som varede til ind i august 1943.

Efterår og vinter 1943

Slaget ved Orel, Slaget ved Kharkov, Cherkaasy-lommen, Slaget om nedre Dnieper, Slaget ved Smolensk og Befrielsen af Leningrad. 

Den Røde Hær var for alvor kommet i bevægelse med fremrykningen ind i tyskernes frontfremspring ved Orel. Selv om Grossdeutschland divisionen blev overført fra Belgorod til Karachev kunne fremstødet ikke stoppes, og der blev taget en strategisk beslutning om at opgive Orel (faldt til Den Røde Hær den 5. august 1943) og falde tilbage til Hagen linjen foran Bryansk. Mod syd brød sovjethæren gennem Heeresgruppe Süds stillinger ved Belgorod og forsatte igen mod Kharkov. Efter omfattende bevægelsesslag i slutningen af juli med deltagelse af Tiger kampvogne, lykkedes det de sovjetiske styrker at trænge ned langs Psel, og Kharkov måtte evakueres den 22. august 1943.

Den tyske 1. Panzer Armée og en genopbygget 6. Armée ved Mius, var i august for svækkede til imødegå et sovjetisk angreb på deres front, og da det kom, faldt de tilbage til Donbass industriområdet, og mistede dermed industri- og landbrugsområder, som var årsagen til Tysklands invasion. Hitler gik med til en generel tilbagetrækning til Dnjepr linjen, som skulle fungere som en Ostwall – dvs. en forsvarslinje i stil med Vestvolden langs den fransk-tyske grænse. Volden var imidlertid ikke bygget endnu, og da Heeresgruppe Süd havde evakueret det østlige Ukraine og begyndt at trække sig tilbage over Dnjepr i løbet af september, var den Røde Hær lige i hælene på dem, idet små enheder stædigt padlede over den 3 km brede flod og dannede brohoveder.

Den Røde Hær forsøgte at danne et brohoved ved at landsætte faldskærmstropper ved Kanev, men det blev en lige så stor fiasko som ved Dorogobuzh, og faldskærmstropperne var snart slået, men ikke før andre enheder havde brugt dem som dækning og havde krydset Dnjepr og etableret sikre stillinger. Oktober 1943 konstaterede tyskerne at Dnjepr-linjen ikke kunne holdes i takt med at de sovjetiske brohoveder blev stadig større og vigtige byer ved floden begyndte at falde – først Zaporozhye og derefter Dneprpetrovsk. I starten af november brød de sovjetiske styrker ud af deres brohoveder på begge sider af Kiev og erobrede den ukrainske hovedstad.

130 km vest for Kiev konstaterede 4. Panzerarmée stadig, at den Røde Hær var udmattet, og de gennemførte et vellykket modstød ved Zhitomir i midten af november mod det sovjetiske brohoved. Dette slag gav Heeresgruppe Süd mulighed for at generobre Korosten og konsolidere sig. Juleaften begyndte tilbagetrækningen igen, da den Første ukrainske front angreb dem. Den sovjetiske fremrykning fortsatte indtil man 3. januar 1944 nåede den gamle polsk-sovjetiske grænse fra før 1939. Mod syd krydsede den Anden ukrainske front Dnjepr ved Cremenchug og fortsatte vestpå. Anden uge af januar 1944 svingede man mod nord og mødte Vatutins kampvognsstyrker, og sammen omringede de 10 tyske divisioner ved Korsun-Shevenkovsky.

Hitlers stædige fastholdelse af linjen ved Dnjepr blev forøget af hans overbevisning om at Cherkassy lommen selv kunne bryde ud og rykke frem til Kiev, men Manstein var mere optaget af at være i stand til at rykke ud af lommen og vestpå. Den 16. februar 1944 var udbruddets første trin gennemført. Forfulgt af sovjetiske kampvogne kæmpede de omringede tyske tropper sig i sikkerhed over floden Gniloy Tikich, hvorunder de mistede halvdelen af styrken og alt udstyr. De var sikre på, at de sovjetiske styrker ikke ville angribe igen, nu hvor foråret var på vej med tilhørende Rasputitsa (pløre), men den 3. marts gik den sovjetiske Ukrainske front i offensiven. Malonovskijs styrker afskar forbindelsen til Krim og trængte gennem mudderet til den rumænske grænse, og stoppede først ved floden Prut.

Russernes 1943-44 kampagne havde betydet en fremrykning på over 800 km. I marts blev 20 tyske divisioner i generaloberst Hans-Valentin Hubes 1. Panzer Armé omringet i ”Hube Lommen” i nærheden af Kamenets-Podolskiy. Efter hårde kampe lykkedes det 1. Panzer Armée at slippe ud af lommen med begrænsede tab. På dette tidspunkt fyrede Hitler adskillige generaler, herunder von Manstein. I april blev byen Odessa befriet, efterfulgt af 4. Ukrainske fronts felttog for at befri Krim, som kulminerede med befrielsen af Sevastopol den 10. maj.

Heeregruppe Mitte blev i august 1943 presset tilbage fra Hagen linjen, og tabene af Bryansk samt Smolensk den 25. september 1943 betød, at den tyske hær mistede hjørnestenen i sit forsvarssystem. 4. og 8. Armée samt 3. Panzer Armée holdt stadig stand øst for den øvre Dnjepr mod de sovjetiske forsøg på at nå Vitebsk.

På fronten ved Heeresgruppe Nord var der ingen kampe før i januar 1944, hvor Den Røde Hær hurtigt slog til, og befriede Leningrad og Novgorod. Februar 1944 var den Røde hær nået 120 km frem til den estiske grænse.  Stalin besluttede, at et gennembrud mod Østersøen var den hurtigste måde at bringe krigen over på tysk område, og til at opnå kontrol over Finland. Den sovjetiske offensiv mod havnebyen Tallinn ved Østersøen blev stoppet i februar 1944 af tyske styrker omfattede bl.a. estiske værnepligtige og frivillige, som forsvarede den estiske selvstændighed.

Belejringen af Leningrad, også kendt som Blokaden af Leningrad, blev gennemført af tyskernes Heeresgruppe Nord. Det var et mislykket forsøg fra Aksemagternes side på efter Hitlers ordre at »fjerne byen fra jordens overflade«, sammen med sin befolkning. Belejringen indledtes samtidig med den finske offensiv på Det Karelske næs. Den tyske hær blokerede/omringede byen for at sulte dens indbyggere ihjel, samtidig med at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen.

Belejringen varede fra den 9. september 1941 til den 18. januar 1943, hvor en smal landkorridor blev etableret langs Ladogasøen af de sovjetiske styrker. Belejringen afsluttedes helt 27. januar 1944. Belejringen af Leningrad var en af de mest ødelæggende belejringer af en større by i nyere tid. Den 872 dage lange belejring forårsagede en sultkatastrofe i Leningrad området ved afbrydelse af vand-, energi- og fødevareforsyningen. Det førte til, at skønsmæssigt godt 2 mio. soldater og civile døde – heraf 25% tyske soldater og 60% civile. Udslettelsen af Leningrad var et strategisk mål i den tyske Operation Barbarossa. Begrundelsen var Leningrads politiske status som tidligere hovedstad (da den hed Sankt Petersborg) og som arnested for Oktoberrevolutionen samt dens militære betydning som hovedbase for den sovjetiske flåde i Østersøen og dens industrielle styrke med mange våbenfabrikker.

Sommeren 1944

Hviderussiske offensiv, Lvov-Sandomir Offensiven, Slaget om Tannen Linien, Warszawa opstanden, Slovakiske opstand og Slaget om Rumænien.

Den tyske OKW var overbevist om at sovjethæren ville angribe igen i syd ved Lvov, der var den mest direkte vej mod Berlin. Den Hviderussiske offensiv startede den 22. juni 1944 med fire sovjetiske armégrupper med over 120 divisioner, der tromlede hen over de tyndt besatte tyske linjer. De koncentrerede deres angreb mod Heeresgruppe Mitte, ikke Heeresgruppe Süd, som tyskerne havde regnet med. Tyskerne havde nemlig overført nogle enheder fra Heeresgruppe Mitte til Frankrig for at imødegå invasionen i Normandiet to uger tidligere.

Den Røde Hær opnåede en overlegenhed på 10 mod 1 i kampvogne og 7 mod 1 i fly over deres modstander. Over 2,3 mio. sovjetiske tropper deltog i angrebet på Heeresgruppe Mitte, som var på under 800.000 mand. Det tyske forsvar brød sammen. Hovedstaden Minsk i Hviderusland blev erobret den 3. juli og 50.000 tyskere blev omringet. Ti dage senere nåede den Røde hær den gamle grænse til Polen. Det var på alle måder en af de største operationer i krigen. I slutningen af august 1944 havde den kostet den Røde Hær omkring 670.000 døde, savnede, sårede og syge. Dertil 2.957 kampvogne og selvkørende kanoner. Tyskerne mistede også omkring 670.000 døde, savnede, sårede og syge. Dertil blev 160.000 taget til fange. Endvidere mistede de 2.000 kampvogne og 57.000 andre køretøjer.

Den tilstødende Lvov-Sandomierz offensiv blev startet den 17. juli 1944, og jog hurtigt de tyske tropper i det vestlige Ukraine på flugt. Den sovjetiske fremrykning i syd forsatte ind i Rumænien, og efter et kup mod den akse-orienterede regering i Rumænien den 23. august 1944, besatte den Røde Hær Bukarest den 31. august. I Moskva underskrev Rumænien og Sovjetunionen en våbenhvile den 12. september 1944 dikteret af russerne. Den rumænske kapitulation efterlod et hul i den sydøstlige tyske front, og førte til, at hele Balkan gik tabt.

Den hurtige fremrykning i Operation Bagration truede med at afskære og isolere de tyske enheder i Heeresgruppe Nord, som i Slaget ved Narva hårdnakket kæmpede mod den sovjetiske fremrykning mod østersøhavnen Tallinn og den sovjetisk genbesættelse af Estland. Ved et voldsomt forsøg i Sinimäed bakkerne i Estland lykkedes det ikke for den sovjetiske Leningrad Front at gennembryde den mindre velbefæstede Heeresgruppe Narvas stillinger i et terræn, som ikke var egnet for storstilede operationer. Da den Røde Hær nærmede sig Warszawa, indledte den Polske Hjemmehær opstanden mod tyskerne. Herunder gjorde den sovjetiske hær holdt ved Wisla floden uden at hjælpe de polske modstandskæmpere. Er forsøg fra den kommunistisk styrede 1. Polske Armé på at komme byen til undsætning blev ikke støttet af den Røde Hær, og undsætningsforsøget blev slået tilbage i september ved store tab. I Slovakiet indledtes omkring Banská Bystrica den Slovakiske opstand som en kamp mellem tyske hærenheder og oprørske slovakiske tropper fra august til oktober 1944. 

Efteråret 1944

Baltiske Offensiv.

Den 8. september 1944 indledte den Røde Hær et angreb på Dukla passet ved grænsen mellem Slovakiet og Polen. To måneder senere vandt den Røde Hær slaget og trængte ind i Slovakiet. Prisen var høj. 85.000 sovjetiske soldater var blevet dræbt foruden adskillige tusinde tyskere, slovakker og tjekker. Under presset fra den sovjetiske Østersø offensiv blev den tyske Heeresgruppe Nord trukket tilbage for at kæmpe i belejringerne af Saaremaa, Kurland og Memel.

Januar – marts 1945

Wisła-Oder-offensiven, Offensiven i Østpommern, Schlesiske offensiv, Østpreussiske offensiv og Wieneroffensiven. 

Sovjetunionen rykkede omsider ind i Warszawa januar 1945 med fire arméer efter at byen var blevet ødelagt og forladt af tyskerne. De sovjetiske styrker brød efter fire dage gennem de tyske styrker, og begyndte at rykke 30-40 km frem om dagen. De Baltiske lande, Østpreussen, Danzig og Poznan blev erobret og fronten blev flyttet frem til Oder floden, 60 km fra Berlin. Wisła-Oder operationen varede 23 dage, og den Røde Hærs tab var på 194.000 i alt (døde, sårede og savnede) samt 1.267 kampvogne og selvkørende kanoner.

Den 25. januar 1945 omdøbte Hitler sine tre armégrupper: Heeresgruppe Nord blev til Heeresgruppe Kurland,  Heeresgruppe Mitte blev til Heeresgruppe Nord og Heeresgruppe A blev til Heeresgruppe Mitte. Den nye Heeresgruppe Mitte blev presset sammen i en stadig mindre lomme ved Königsberg i Østpreussen.

Et begrænset modangreb med kodenavnet Unternehmen Sonnenwende fra den nyoprettede Heeresgruppe Weichsel, under Reichsführer-SS Heinrich Himmler, slog fejl den 24. februar 1945, og de sovjetiske styrker fortsatte fremrykningen mod Pommern og ryddede den højre bred af Oder. Mod syd slog tre tyske undsættelsesforsøg af Budapest fejl, og byen faldt den 13. februar 1945. Hitler insisterede på at Donau floden skulle generobres, hvilket den 16. marts 1945 slog fejl. Den Røde Hær begyndte samme dag et modangreb, og rykkede den 30. marts 1945 ind i Østrig og erobrede Wien den 3. april 1945. De tyske tab var på 377.000 døde, 334.000 sårede og 292.000 savnede eller i alt 1.103.000 mand på Østfronten i januar og februar 1945.

Den 9. april 1945 faldt Königsberg, selv om spredte rester af Heeresgruppe Nord fortsatte med at gøre modstand ved Heiligenbeil og Danzig indtil krigens slutning i Europa. Felttoget i Østpreussen, som ofte overskygges af Wisła-Oder operationen og det senere slag om Berlin, var rent faktisk en af de største og mest kostbare operationer, den Røde Hær udkæmpede under krigen. Under felttoget fra 13. januar – 25. april 1945 havde den Røde Hær tab på 584.788 foruden 3.525 kampvogne og selvkørende artilleri.

I starten af april satte russerne den 2. Hviderussiske front ind i kampen på den østlige bred af Oder. Generalerne Georgij Zjukov og Rokossovskij flyttede deres hærenheder til et område foran Seelow Højderne. Mens denne omgruppering foregik, blev der efterladt huller i linjerne og det lykkedes resterne af den tyske 2. Armée, som havde været indesluttet i en lomme nær Danzig, at redde sig over Oder. Mod syd flyttede general Ivan Konev 1. Ukrainske front væk fra Øvre Schlesien mod nordvest til Neisse floden. De tre sovjetiske fronter havde til sammen 2,5 mio. mand (herunder 78.556 soldater fra den 1. Polske Arme), 6.250 kampvogne, 7.500 fly, 41.600 kanoner og mortérer, 3.255 Katjusja-raketbatterier ("Stalinorgler") og 95.383 motorkøretøjer.

Krigens afslutning: april–maj 1945

Slaget om Berlin og Pragoffensiven.

Nu manglede den Røde Hær kun at erobre det, der skulle blive til den sovjetiske besættelseszone/DDR. På grund af Stalins mistro til de Vestallieredes hensigter m.h.t. at aflevere områder, de havde erobret i den sovjetiske besættelseszone, skulle offensiven foregå så hurtigt som muligt for at møde de vestallierede så langt mod vest som muligt. Det vigtigste mål var erobringen af Berlin med Adolf Hitler og det tyske kernevåbenprogram.

Slaget om Berlin indledtes den 16. april 1945 med angreb ved Oder og Neisse floderne. Zjukov og Konev havde efter hårde kampe slået huller i det tyske forsvar, og den 24. april gik slaget ind i sin afsluttende fase. Den 25. april brød Rokossovskij gennem tyskernes forsvarslinie syd for Stettin, og de rykkede nu mod Stralsund i retning af den britiske 21. Armégruppe. Enheder fra 5. Garde Armé fik kontakt med den amerikanske 69. infanteridivision i Torgau ved Elben. Mens sovjetiske styrker den 30. april kæmpede sig vej mod centrum af Berlin, giftede Adolf Hitler sig med Eva Braun, hvorefter de selvmord. Berlins kommandant Helmuth Weidling, overgav byen til den Røde Hær den 2. maj 1945. Slaget om Berlin 16. april - 8. maj kostede den Røde hær et tab på 81.367 (døde, savnede, sårede og syge) og 1.997 kampvogne og selvkørende artilleri.

Kl. 22.41 om aftenen den 7. maj 1945 underskrev den tyske generalstabschef Alfred Jodl den betingelsesløse tyske kapitulation i SHAEF hovedkvarteret. Den omfattede alle styrker under tysk kontrol, der skulle ophøre med aktive operationer kl. 23.01 CET den 8. maj 1945. Følgende dag før midnat, gentog feltmarskal Wilhelm Keitel underskrivelsen i Zjukovs hovedkvarter. Dermed sluttede 2. Verdenskrig i Europa. I Sovjetunionen anser man den 9. maj 1945 for at være datoen for overgivelsen, da overgivelsen skete efter midnat Moskva tid. Dagen er en national helligdag – Sejrsdagen – i Rusland. Sejrsparaden blev holdt i Moskva den 24. juni 1945. Den tyske Heeresgruppe Mitte ville i starten ikke overgive sig og forsatte med at kæmpe i Tjekkoslovakiet indtil den 11. maj 1945.

Som et kuriosum kan nævnes, at en mindre tysk garnison på Bornholm i Danmark ikke ville overgive sig til russerne, men derimod til englænderne ligesom de øvrige tyske styrker i Danmark. Russerne bombede herefter civile mål i Rønne og Neksø den 7. og 8. maj 1945, og tyskerne overgav sig nu den 9. maj. Russerne holdt af politiske grunde Bornholm ”besat” i næsten 1 år for at have et ”brohoved i ”vesten”, før de den 5. april 1946 omsider forlod øen og overdrog den til den danske regering!

Henrettelse af partisaner, Ukraine 1943
(Fil: Henrettelse af partisaner Ukraine 1943)

Besættelse og undertrykkelse

Med sine indledende sejre på østfronten administrerede Tyskland enorme områder med en befolkning, der vekslede fra at være begejstrede for tyskerne (balterne, der blev befriet for den russiske besættelse) – til ukrainere og kosakker, der var mere skeptiske overfor tyskerne. Tyskernes plan var at ribbe de besatte områder for varer, og anvende indbyggerne som tvangsarbejdere. Enkelte grupper sluttede sig dog til den tyske hær, bl.a. folk fra de Baltiske lande samt Ukraine.

Overgrebene mod den jødiske befolkning i de erobrede områder indledtes straks med anvendelse af Einsatzgruppen til at indfange jøder og skyde dem. I juli 1941 indledte Erich von dem Bach-Zalewskis SS-enhed mere systematiske drab, herunder massakren på over 30.000 jøder ved Babi Yar. Ved udgangen af 1941 var der over 50.000 mand afsat til indsamling og drab på jøder. Dette førte til den såkaldte Endlösung med udryddelseslejre. Andre etniske grupper blev også udryddet, herunder sigøjnere. Mange hundredetusinder sovjetiske civile blev henrettet og millioner døde af sult, da tyskerne rekvirerede fødevarer og foder til deres heste. Under tilbagetoget fra Ukraine og Hviderusland i 1943–44, brugte tyskerne Den brændte jords taktik og civilbefolkningen døde af sult eller kulde. Ofte kæmpede tyske og sovjetiske styrker inde i byerne, med civile fanget i midten.

Hviderusland mistede en fjerdedel af sin befolkning, herunder praktisk taget hele den intellektuelle elite. Nazisterne indførte et brutalt regime, og deporterede og dræbte mange hundredetusinder af civile. I tusindvis af byer og landsbyer blev ødelagt, f. eks. Khatyn, der blev brændt af sammen med sine indbyggere. Heinrich Himmler havde en plan hvorefter 3/4 af befolkningen skulle udryddes, og 1/4 af den mere racerene befolkning (blå øjne, lyst hår) skulle overleve og tjene tyskerne som slaver. I alt skønnes det, at mellem 25 og 40 % af landets befolkning bukkede under (2,2 – 3,65 mio.).

Industriproduktion (til militære formål) i Sovjetunionen og Tyskland under krigen

Den sovjetiske sejr skyldtes i betydeligt omfang, at landets krigsindustri producerede mere end den tyske økonomi, trods de enorme tab af menneskeliv og territorium. Stalins 5-års planer i 1930'erne havde ført til en industrialisering af Ural og Centralasien. I 1941 blev togene der bragte tropper til fronten også brugt til at evakuere tusinder af fabrikker fra Hviderusland og Ukraine til sikre områder langt fra frontlinjerne.

Da Sovjetunionens mandskabsreserver var ved at være udtømt i 1943 p.g.a. Stalins hensynsløse brug af menneskeliv, måtte de store sovjetiske offensiver baseres på udstyr og i mindre grad på at ofre soldaterliv. Stigningerne i krigsproduktionen blev opnået på bekostning af befolkningens levestandard — den gennemførte anvendelse af princippet om total krig — suppleret med forsyninger fra Storbritannien og USA. Tyskerne kunne trække på en stor styrke af tvangs- og slavearbejdere fra de besatte lande og sovjetiske krigsfanger. Tysklands produktion var dog mindre end Sovjetunionens, men arbejdsstyrken langt større (18 mio mod sovjets 12,4 mio.). Efter Stalingrad skiftede de helt om til krigsproduktion under Albert Speer. Sovjetfolkene var bedre til at udnytte deres ressourcer og til at vælge at bygge køretøjer, som var billige og lette at vedligeholde. På trods heraf foretog russerne en vis produktudvikling. Tyskerne derimod byggede dyre og vedligeholdelseskrævende køretøjer.

Sovjetisk og tysk produktion af kampvogne mm. samt fly under krigen:

Tabene under krigen på Østfronten

Under krigens første to år slog Stalin igen mod de invaderende tyske styrker for enhver pris, og førte krigen med ekstrem brutalitet, også mod sine egne soldater. Den Røde Hær havde langt større tab end nogen anden militærstyrke under Verdenskrigen, dels på grund af at styrkerne blev slidt mere og havde dårligere træning og dels fordi de dårligt udstyrede infanterienheder ofte blev anvendt i masseangreb mod maskingeværer, kampvogne og artilleri. Denne taktik blev også anvendt ved rydning af minefelter, som blev "angrebet" af bølger af infanterisoldater, der ryddede minefelterne. Efter ordre fra den sovjetiske overkommando risikerede soldater som trak sig tilbage, eller blot tøvede med at rykke frem at blive skudt af SMERSH enheder (den russiske kontraspionage m.m.) bag fronten: Stalins ordre Nr. 270 fra 16. august 1941, fastslår, at ved tilbagetog eller overgivelse vil alle involverede officerer blive skudt og alle menige truet med total udryddelse og mulige repressalier overfor deres familier.

Kampene omfattede millioner af akse- og sovjetiske tropper langs den længste landfront i militærhistorien. Det var langt det farligste operationsområde under 2. verdenskrig med over 5 mio. døde på aksemagternes side. Det sovjetiske dødstal var omkring 10,6 mio. heraf omkring 3,3 mio. døde i tysk fangenskab, og de estimerede civile tab ligger på mellem 14 og 17 mio. Nazisterne udryddede også over 1 mio. sovjetiske jøder og yderligere 4,2 mio. jøder fra de annekterede områder, heriblandt 3 mio. polske jøder. En sammenligning af tabene viser hvor grusomt de sovjetiske krigsfanger blev behandlet af nazisterne (3,3 mio døde i tysk krigsfangenskab mod godt 800.000 tyskere i russisk fangenskab). Nazistiske tropper, som tog soldater fra den Røde Hær til fange, skød dem ofte på slagmarken eller sendte dem til kz-lejre, hvor de henrettedes. De fleste (overlevende) russiske krigsfanger blev dog frigivet efter krigen, mens de fleste tyske krigsfanger først blev frigivet efter Stalins død 10 år efter krigens afslutning.

Josef Stalin, ca. 1942. (Fil: Stalin 1942)

Josef Stalin

Sovjetunionens diktator havde – på godt og ondt - et stort ansvar for krigens udfald. Som Hitler havde han begrænset eller intet modspil fra sine nærmeste proselytter. Han bar hovedansvaret for katastroferne på den sovjetiske side i begyndelsen af krigen. Dels p.g.a. hans naivitet i.f.t. til tyskernes sande intentioner – og dels p.g.a. hans manglende krigsberedskab. Desuden p.g.a. hans udrensning af 30.000 officerer i den Røde Hær 1936-38, hvor mange højtstående officerer blev dømt til døden eller fængslet. Bl. a. Mikhail Tukhachevsky, en stor fortaler for pansret lynkrig. I stedet forfremmedes obskure og uerfarne personer til fordel for gamle, erfarne officerer, der blev anset for "politisk upålidelige". Til gengæld skal han roses for den sovjetiske hærs senere succes, som ikke havde været mulig uden den forudgående industrialisering af Sovjetunionen i 1930’erne (med tysk hjælp!), der muliggjorde en høj våbenproduktion.

I tilfælde af en invasion ønskede Stalin at Den Røde Hær gik i offensiven og fortrinsvis udkæmpede krigen udenfor landets grænser, så der blev lagt få planer om defensive operationer. Mens spændingen voksede i foråret 1941 undgik Stalin at provokere Hitler på nogen måde, hvilket fik ham til at nægte militæret at slå alarm, da de tyske tropper opmarcheredes ved grænserne og tyske rekognosceringsfly fløj over sovjetiske stillinger.

Stalins insisteren på gentagne modangreb uden tilstrækkelige forberedelser førte til tab af næsten hele den røde hærs kampvognsstyrke i 1941 — mange kampvogne kørte tør for brændstof på vej mod slagmarken på grund af dårlig planlægning eller manglende viden om hvor benzindepoterne lå. Denne offensive strategi var katastrofal, men i modsætning til Hitler lærte Stalin af sine fejltagelser og forbedrede sin ledelse af krigen. Han erkendte  farerne ved utilstrækkelige forberedelser og opbyggede nu en kompetent militær Overkommando under Semyon Timoshenko, Georgij Zjukov m.fl. Uduelige ledere blev også skånselsløst fjernet.

Under krigen i efteråret 1942 gjorde Stalin indrømmelser overfor hæren: Enhedskommandoen blev genindført ved at fjerne de politiske kommissærer. Efter Stalingrad indførtes distinktioner for alle. Det var et væsentligt skridt, da disse havde været synonyme med det gamle regime før Oktoberrevolutionen. Men disse indrømmelser var kædet sammen med en nådesløs disciplin: Ordre nr. 227 udstedt den 28. juli 1942 truede ledere, som trak sig tilbage uden ordre med krigsret. Overtrædelser begået af soldater og officerer blev straffet med overførsel til straffebataljoner, og NKVD’s tropper skød soldater som flygtede (NKVD var forgængeren for KGB, der havde den militære søsterorganisation GRU).

Da det var klart at Sovjetunionen ville vinde krigen, sikrede Stalin sig at propagandaen altid omtalte hans glorværdige ledelse af krigen. De sejrrige generaler blev skubbet til side og fik aldrig lov til at blive politiske rivaler. Efter krigen blev der gennemført en mindre udrensning i den Røde hær. Mange succesfulde officerer blev degraderet til betydningsløse poster, heriblandt Zjukov, Malinovskij og Konev.

14.933.000 sovjetiske soldater og soldater fra sovjetisk kontrollerede lande modtog medaljen for sejren over Tyskland fra 9. maj 1945.

Tyskerne kunne også:

Over 3 mio. tyske og aksemagt soldater blev tildelt medaljen for deltagelse i Vinterkrigen på Østfronten 1941/42 fra den blev indstiftet den 26. maj 1942 og indtil den 4. september 1944.

Kommentarer