Verdens største åbne kobbermine i Phalaborwa i Mpumalanga. Opdaget af Hans Merensky. Minen har et areal på størrelse med Thunø (3,6 km2)

Verdenskrigene og tiden frem til de frie valg i 1994

Sydafrikas mineral rigdomme

n       Diamanter (Hans M)

n       Guld

n       Platin (Hans M)

n       Fosfat (Hans M)

n       Palladium

n       Vanadium

n       Kobber (Hans M) – Phalaborwa!

n       Mangan

n       Krom

n       Kul

n       Nikkel

n       Tin (Hans M)

n       Asbest

De mgl. dog råolie & bauxit

Dette afsnit handler ikke om historie – og dog! I perioden fra ca. 1860’erne frem til midten af 1900-tallet er der gjort utroligt rige fund af mineraler og råstoffer i Sydafrika.

Sydafrikas ressourcer af råstoffer hører til blandt verdens største indenfor deres respektive områder. Sagt på en anden måde: ”Vorherre var gavmild over for Sydafrika, da han skabte det”! Landets mest kendte geolog, mineralog og mineingeniør, var Hans Merensky, født af tyske forældre i 1871 nær Middelsburg i Transvaal. Efter endt universitetsuddannelse i Berlin, vendte han i begyndelsen af 1900-tallet tilbage til SA, og i løbet af de næste 30 år fandt han utrolige mængder af kostbare mineraler i SA – bl. a verdens største forekomster af krom og platin.

Mineindustrien i Sydafrika beskæftiger over 1 million personer i landet. De vigtigste mineraler er:

Platinium . Produktion i 2007 på 304 tons, hvoraf ca. 80% eksporteres. Knap 200.000 er beskæftiget. Salgsværdi på ca. 60 mia DKK. – svarende til 78 % af verdensproduktionen. SA råder over 75% af verdens platiniumforekomster.

Palladium . Sydafrika producerer 39% af verdens palladiumproduktion. Palladium anvendes til fremstilling af ure, tændrør til flyvemaskiner og kirurgiske instrumenter, samt i tandlægegerningen.

Vanadium . Bruges i stålproduktionen, for at gøre hårdt stål mere smidigt.

Krom . Sydafrika har verdens største forekomster af krom, og står for 39% af verdens produktion af metallet. Meget hårdt metal, der bl. a. bruges til forkromning.

Nikkel : Hårdt metal, der bl. a. anvendes i rustfrit stål, mønter og magneter samt til at galvanisering.

Kul . Produktion på 251 mio. tons i 2008, hvoraf 26% blev eksporteret. Området beskæftiger 60.000 personer og produktionen har en værdi på 32 mia. DKK. Landet er 5. største producent i verden.

Guld . Produktion på 254 tons, hvoraf 95% eksporteres. Metallet var i 70’erne og 80’erne Sydafrikas vigtigste eksportvare. Selvom Sydafrika i dag er verdens 3. største producent (efter Kina og USA) har guld, som følge af diversificeringen af den sydafrikanske industribase, mistet sin afgørende betydning for landets økonomi.

Jernmalm . Produktion på 42 mio tons. Eksport på ca. 60% til en værdi af ca. 10 mia DKK

Minesektoren tiltrækker omkring 20% af samtlige investeringer i Sydafrika, men sektoren er ramt af en række udfordringer. Bl.a. medfører en energikrise i 2008 at minernes elforbrug i mange tilfælde er ’rationeret’. Mange mineselskaber søger derfor efter - og investerer i - energibesparelser.

Kobberminen ved Phalaborwa, som Hans Merensky også fandt, er verdens største, åbne kobbermine med et areal på 1,5 x 2,4 km (3,6 km² = Tunøs areal) og med en dybde på 550 m! I perioden 1956 – 1996 har minen produceret 2,7 mio. tons kobber. I 1996 gik man under jorden, og minen producerer i dag 30.000 tons kobber om dagen.

Den Sydafrikanske Union – et dominion under Storbritannien

Fra agrarsamfund til kapitalsamfund

Boerne fik magten igen via stemmesedlerne

På vej mod apartheid

Afrikanernes rolle under 1. Verdenskrig

2. Verdenskrig

Apartheidsperiodens opblomstring

Efter 2. Boerkrig dannedes Den Sydafrikanske Union – et dominion under Storbritannien. Samtidig modtog boerne en erstatning på 6 mio. £ fra Storbritannien som erstatning for nedbrændte farme etc. Det var nu klart, at Sydafrika nu måtte gå fra at være et agrarsamfund til et kapitalsamfund p.g.a. sine mineralrigdomme. Via stemmesedlerne lykkedes det også boerne at få magten i Unionen bestående af de fire provinser – Kap, Oranje, Transvaal og Natal.  

I 1910 blev der vedtaget en ny forfatning for den Sydafrikanske Union. Den slog fast, at de sorte ikke havde stemmeret og ret til at eje jord. I 1930 tilhørte 90% af den dyrkbare jord europæerne eller deres efterkommere. Efter 1910 blev raceadskillelsespolitikken hastigt udviklet. Den såkaldte Native Labor Act pålagde arbejderne i byerne den samme underdanighed, som arbejderne på landet allerede var underlagt. Native Land Act fra 1913 formaliserede reservatspolitiken fra det forrige århundrede. Den sorte befolkning der udgjorde tre fjerdedele af den samlede befolkning, fik ret til 7% af landets territorium i form af de såkaldte ”Bantustans”. De resterende 93% af jorden blev overdraget de hvide, der kun udgjorde 10% af befolkningen. I de voldsomt overbefolkede Bantustans var subsistenslandbruget det mest almindelige, mens jorden på de hvides farme blev drevet intensivt. Reservaterne havde til formål at fungere som billig arbejdskraftreserve for det omgivende hvide samfund.

Under 1. Verdenskrig opstod der nærmest borgerkrigslignende tilstande i Sydafrika, idet de forskellige tidligere boergeneraler absolut ikke var enige om at støtte Storbritannien mod Tyskland, der havde støttet boerne under boerkrigen, ligesom flere boere var af tysk afstamning. De tidligere generaler Botha og Smuts blev de nye politiske ledere, og tog initiativet til at støtte Storbritannien. På den anden side var der generaler som van Rendsburg, Beyers, Koos de la Rey og Maritz. Dette medførte sammenstød mellem oprørsgrupperingen og landets officielle styrker, men oprørerne tabte, og Sydafrika kunne nu forholdsvis enkelt erobre Tysk Syd-Vest Afrika i 1915. Desuden deltog de i kampagnen i Tysk Østafrika mod den tyske oberstløjtnant (senere generalmajor) von Lettow-Vorbeck

Under 2. Verdenskrig spillede Sydafrika en væsentlig rolle – især gennem general Smuts, der ad to omgange var premierminister i landet. Han blev medlem af det britiske krigskabinet og opnåede rang af britisk feltmarskal. Han var den eneste militærperson, der underskrev fredsaftalerne efter både 1. og 2. Verdenskrig, og han medvirkede til oprettelsen af RAF. Han var med til at oprette Folkeforbundet samt skrev forordet til De Forenede Nationers Pagt. 

Da 2. Verdenskrig brød ud, var der fortsat modstand i Sydafrika mod at støtte briterne, og det var kun et knebent flertal i parlamentet, der støttede Jan Smuts i hans krigserklæring mod Aksemagterne. Sydafrikanske styrker deltog først og fremmest i kampagnen mod italienerne i Nordøstafrika, kampene i Nordafrika samt befrielsen af Madagaskar fra Vichy-styrkerne.

Efter krigen tabte Jan Smuts valget i 1948, og meget mod hans vilje blev en række love omkring apartheid vedtaget i løbet af 1950’erne samt 1960’erne. Bl. a. nye paslove, krav om opholdstilladelser, forbud mod strejker etc.

Sydafrikas rolle under frihedskrigene i det sydlige Afrika

ANC og modstanden fra den sorte befolkning

De Klerk og afrikanernes rolle op mod 1990

De frie valg 1994 – Mandelas forsoningsstrategi

Efter Sydafrika på vegne af de allierede havde besat Tysk Sydvestafrika under 1. Verdenskrig (nuv. Namibia), annekterede de territoriet efter 2. Verdenskrig. I 1966 begyndte SWAPO-guerillaen i landet en selvstændighedskrig for området. SWAPO blev støttet af Angola, Sovjetunionen og Cuba. Sydafrika støttede frihedsbevægelsen UNITA. Sydafrika anerkendte Namibias selvstændighed i 1988, og landet fik de første frie valg i 1990.

Også i Angola var Sydafrika indblandet i landets frihedskamp. Fra 1961 påbegyndte den kommunistiske frihedsbevægelse MPLA sit virke. I november 1975 blev Angola uafhængigt, og MPLA gjorde landet til et kommunistisk et-parti-diktatur. Samtidig brød der stridigheder ud mellem MPLA på den ene side og to andre frihedsbevægelser FNLA og UNITA på den anden side, stridigheder der udviklede sig til en blodig borgerkrig. Fra starten havde konflikten mellem MPLA og FNLA/UNITA stærke ideologiske overtoner. MPLA blev under den kolde krig støttet af Sovjetunionen og Cuba – sidstnævnte med soldater. FNLA og senere UNITA blev støttet af USA og Sydafrika.

I Zimbabwe støttede Sydafrika Ian Smith efter at han havde løsrevet landet fra Storbritannien. I 1978 indledte Smith forhandlinger med de sorte ledere af h.h.v. ZANU (Mugabe) og ZAPU (Nkomo). Senere opstod der bitre kampe mellem tilhængere af h.h.v. Mugabe og Nkomo – en kamp som Mugabe som bekendt vandt, idet Nkome og hans matabele-stamme nærmest blev marginaliseret.

Mozambique , der blev uafhængigt den 25. juni 1975, blev af lederne i FRELIMO erklæret en et-partistat allieret med den sovjetiske blok og de forbød rivaliserende politisk aktivitet. Den nye regering under præsident Samora Marchel gav ly og støtte til sydafrikanske ANC og zimbabwiske ZANU frihedsbevægelser, mens regeringerne i Rhodesia og Sydafrika støttede en oprørsbevægelse i det centrale Mozambique kaldet Resistencia Nacional Mocambicana (RENAMO). Borgerkrigen herskede i 10 år, og medførte økonomisk kollaps som følge af svag infrastruktur, nationalisering og økonomisk vanstyre. Perioden var også præget af masseudvandring af portugisere.

ANC blev oprettet i 1912 som et middel mod apartheid-styret. Langt hen ad vejen blev ANC kendt for deres ikke-voldelige protester m.m. Efter massive protester mod paslovene i 1960 og politiets nedskydning af flere hundrede demonstranter ved ”Sharpsville-massakren”, blev bevægelsen forbudt af regeringen. Under et oprør i Soweto i 1976 dræbte soldater 600 unge sorte. I 1990 ophævede De Klerk-regeringen sit forbud mod ANC, hvis ledere fik lov at vende tilbage til Sydafrika for at deltage i fredelige politiske aktiviteter. Til gengæld indstillede ANC guerillakampen mod apartheidstyret. ANC's formand, Oliver Tambo var meget syg og blev i 1991 erstattet på posten af Nelson Mandela, der ledte forhandlingerne i 1992-93 med den hvide mindretalsregering om overgangen til en regering valgt ved almindelige valg. ANC havde opbygget en stor anseelse i den sydafrikanske befolkning for sin kamp mod apartheid og vandt derfor ved valget i april 1994 med 60 % af stemmerne og dermed også flertallet af pladserne i den nye Nationalforsamling. Den 10. maj 1994 blev Mandela indsat som landets første sorte præsident i spidsen for en national samlingsregering.

Overgangen fra de hvide mindretalsstyre til flertalsstyre var præget af Mandelas "forsoningspolitik" (Policy of Reconciliation). "Fortidens synder" blandt de hvide blev behandlet og blotlagt (tilstået og undskyldt) gennem høringer, men der var ikke tale om nogen retsforfølgelse. I dag må man nok sige, at Mandeleas principper omkring forsoning er blegnet noget!

Britisk Commonwealth's Premierministre mødes i 1944. Foruden Churchill ses stående tv. en af Sydafrikas mest fremtrædende personligheder, feltmarskal og premierminister Jan Smuts.

Kommentarer