"The Castle" i Kapstaden - bygget mellem 1666 og 1679 som en "Pentagon". Erstattede de første forsvarsværker lavet af ler og tømmer som forsvar mod indfødte og vilde dyr.

De første 150 år

1488: Batholomeo Dias

1580: Sir Francis Drake

Bartolomeo Dias var en portugisisk opdagelsesrejsende, som sejlede syd om Kap Det Gode Håb i 1488 som den første europæer, som vides at have gjort dette siden antikken. Han var udsendt af den portugisiske kong John 2. på en ekspedition med det formål at finde en handelsrute til Asien. P.g.a. storm gik han først i land i Mossel Bay øst for Kap Det Gode Håb. Han nåede så langt som til Fish River (200 – 300 år senere dannede floden grænse mellem boerne og xhosaerne). På tilbagevejen navngav han Kap Det Gode Håb: ”Stormenes Kap” – et navn som hans konge senere af pædagogiske grunde ændrede til dets nuværende navn.

Sir Francis Drake var en engelsk viceadmiral, søfarer, opdagelsesrejsende, politiker, ingeniør, skibsentusiast og sørøver på Elisabeth 1. af Englands tid. Han spillede samtidig en vigtig rolle i 1588, da Den spanske Armada sejlede mod England for at invadere det.

Drake havde ført en omtumlet tilværelse – som pirat eller kaper mod de spanske galeoner i Karibien – og som redningsmand mod den spanske armada under angrebet på England. På en jordomsejling passerede han i 1580 Kap Det Gode Håb, og da han derefter ankrede op i Taffelbugten skulle han have udtalt: ”Det smukkeste kap jeg har set”!

VOC – Vereenigde Oostindische Compagnie sender Jan van Riebeeck til SA i 1652

Jan van Riebeeck opretter en forsyningsstation nedenfor Taffelbjerget

Kapkolonien skal forsyne Compagniets skibe på deres vej til fjernøsten

Det Hollandske Ostindiske kompagni eller Vereenigde Oostindische Compagnie, forkortet VOC, var et hollandsk handelsselskab, som var blevet tildelt monopol på kolonivirksomhed i Asien og Generalstaterne (del af Holland). Det var den første multinationale korporation i verden og det var det første selskab som udstedte aktier. Det forblev en vigtig spiller i handelen i næsten 250 år, før det gik konkurs og blev opløst i 1798.

Ledelsen af VOC bestod af 17 repræsentanter fra de største havnebyer i Holland med Amsterdam i førersædet. Hollænderne havde efter løsrivelsen fra Spanien erhvervet sig store besiddelser i Ostindien, idet de fordrev portugiserne fra de fleste af deres besiddelser i fjernøsten. Som et støttepunkt for deres skibsfart rundt om Afrika, havde de behov en forsyningsstation i Kaplandet. Opgaven blev givet til Jan van Riebeeck (1619-1677), der i 1652 grundlagde Kapstaden og hans medbragte boere (bønder) påbegyndte en produktion af frugt og grøntsager som forsyninger til de forbisejlende hollandske skibe.

Hollandske kolonier omkring 1652 - foruden Kap kolonien :
Hollandsk Ostindien (Indonesien), Malacca (del af Malaysia), Hollandsk Guyana (Surinam), Nederlandske Antiller, Ceylon  (Sri Lanka) samt en kort overgang småbesiddelser i det østlige Nordamerika – New Amsterdam (New York) og mindre områder på Brasiliens nordkyst. Endelig den vestlige halvdel af Ny Guinea samt de fleste af Sunda øerne. Så sent som ved 1. Verdenskrigs afslutning var Holland stadig en betydningsfuld kolonimagt!

Etableringen af et fort i 1652 til forsvar mod vilde dyr & indfødte

Bygningen af ”The Castle” 1666 – 1679 – SA’s ældste bygning

Bygget ved ”The Strand” – dengang kystlinien 

Da hollænderne landede ved Taffelbugten så landet helt anderledes ud end i dag. Det vrimlede med vilde dyr – elefanter, næsehorn, giraffer, den flotte, nu uddøde, sortmankede kap-løve, leoparder, masser af zebraer (også den nu uddøde underart quaggaen, der kun havde striber på forkroppen - og var mørkebrun på bagkroppen) samt et utal af antiloper og gazeller.

Det var derfor ikke helt ufarligt at bevæge sig rundt på landjorden – især efter mørkets frembrud. Derfor gav van Riebeeck sig som det første til at bygge en lille fort af tømmer og ler som beskyttelse for hollænderne. Og det viste sig snart, at det også var en god beskyttelse mod de fjendtlige indfødte, men mere herom senere.

Allerede i 1666 gik man i gang med at bygge et rigtigt fort i sten – det kan ses i dag – og det er Sydafrikas ældste bygning, bygget som en pentagon (se også "Pentagon" i USA)

Fortet ligger (i dag) ud til gaden ”The Strand”. Det er ikke helt tilfældigt, idet strandkanten faktisk lå her for 350 år siden. Siden hen er der som i så mange andre havnebyer blevet fyldt op langs kystlinien, så fortet nu ligger et stykke fra havnen!

Da 200 religionsforfulgte, franske huguenotter (protestanter) ankom til Sydafrika i 1688, så anviste de lidt mistænksomme hollændere franskmændene at slå sig ned i et område i baglandet (60 km fra The Waterfront) , hvor det dengang især vrimlede med elefanter (og derfor ikke var så attraktivt for hollænderne). Man kaldte stedet ”Det franske hjørne” eller på afrikaans: Franschhoek. Det kom hollænderne nu ikke til at fortryde, idet disse huguenotter blev toneangivende i den spirende sydafrikanske vinproduktion. De fornemste vindistrikter i Sydafrika i dag er som bekendt: Stellenbosch, Franschhoek og Paarl. 

Buskmænd eller San folk – jægere og samlere

Hottentotter eller Khoikhoi – kvægavlere og jægere

Buskmændene findes i dag i Botswana/Kalahari

Hottentotterne er blandet op med andre befolkningsgrupper

Når vi ser på den oprindelige befolkning i Kapområdet, er der først og fremmest San folket, der havde levet Sydafrika i 20.000 år – de var – og er - jægere og samlere, ligesom menneskene var det i Danmark efter istiden for mere end 10.000 år siden. Og så er der Khoikhoi folket, der indvandrede til Sydafrika ca. år 500 efter Kristi fødsel – altså ca. 1.000 år før hollænderne. Khoikhoi folket var kvægavlere og jægere.

Selvom de to grupper er nært beslægtede – bl. a. gennem sproget - har de gennem flere århundreder været i konflikt med hinanden – buskmændene stjal hottentotternes kvæg – og blev derfor jaget af hottentotterne. Nogle buskmænd assimileredes med hottentotterne, idet de giftede sig med hottentot-kvinder og blev kvægavlere – andre fortrak nordpå til det tørre Kalahari i Botswana, hvilket blev forstærket, da hollænderne kom til, idet de også var fjendtligt indstillet overfor disse. Der findes i dag ikke mange ”etnisk rene” hottentotter i Sydafrika. Man kalder i dag de to befolkningsgrupper under ét for Khoisan.

Pladsen bliver for trang til hollænderne

VOC vil også have korn og kød

Udflytningen til Liesbeck åen

Bjergene spærrede for adgangen til baglandet

Boerekspansionen fra 1720 – 1770

Grundlaget for de ”afrikaans-talende afrikaners” blev skabt

Oprindeligt gik opgaven for boerne ud på at dyrke frugt og grøntsager i deres haver rundt omkring ”The Castle”. Da kornforsyningerne fra hottentotterne svigtede, gav VOC tilladelse til, at boerne også kunne dyrke korn. Men så måtte de rykke ud af byen, og de blev i 1657 henvist til området omkring Liesbeek åen (løber ud i Black River v. Liesbeek Park), der dengang lå et stykke udenfor byen – i dag er det nærmest midt i byen.

Derefter skulle boerne også forsyne de forbisejlende skibe med frisk kød, men det krævede mere plads. Kreaturerne blev købt af hottentotterne, som de også hyrede som hyrder. Men adgangen til baglandet var ikke uden problemer – en række formidable bjergkæder rejste sig umiddelbart bag Kapstaden. Flotte at se på, men ikke særligt nemme at passere. Og landområderne umiddelbart bag bjergene rummede fjendtlige indfødte, vilde dyr samt andre ukendte farer. Kun langs kysten nord- og østpå var der let adgang til nye græsgange – men nordpå blev landet hurtigt for tørt – og østpå dukkede snart store, uigennemtrængelige skovområder op.

Boernes problemer kunne løses ved at finde bjergpas gennem de uoverstigelige bjerge, og de mest eventyrlystne boere spændte dobbelte forspand for deres store vogne, og udforskede dale og kløfter indtil de til sidst fandt farbare veje over bjergene til den nye verden. De mødte her et højland af enorm størrelse, som mod nordvest stødte op til Namaqua ørkenen, men mod nordøst tilsyneladende rakte uendeligt.

De var kommet til det vi i dag kender som Store Karoo og Lille Karoo – områder som for store deles vedkommende rummer en relativ sparsom plantevækst, der kan klare sig med mindre end 250 mm regn om året. Men størstedelen af højlandet rummer også et glimrende græsland. Foran boerne lå tilsyneladende uanede mængder af græsland, en rigdom, der betød frihed for dem, hvilket fik mange boere til at rykke deres teltpæle op fra byen! De var faktisk blevet ligeså nomadiske som hottentotterne eller de antiloper, de jagede. Trekking var blevet en livsstil.

På 100 – 120 år var de var nu kommet op mod 800 km væk fra Kapstaden, de var selvforsynende og selvstændige, selvom de betalte en årlig græsningsafgift til Kompagniet. Der var faktisk tale om fødslen af en nye stamme eller nation – de kaldte sig ”Afrikander” og senere ”Afrikaners”. De var stort set selvforsynende og havde fjernet sig meget i levevis fra de oprindelige hollandske fæstebønder der var ankommet i 1652.

Modstanden fra buskmændene

Boernes religiøsitet

Mødet med xhosaerne (Kaffir Wars – Cape Frontier Wars)

Relationerne til Kapstaden og Europa

Englænderne annekterer Kapstaden 1795 og 1806

Slaveriets ophævelse mm.

Hollænderne havde svært ved at kende forskel på buskmændene og hottentotterne, men der var ikke noget at tage fejl af, hvis man så på de to gruppers optræden. Buskmændene var absolut fjendtligt indstillede, og ville intet have at gøre med de hvide. Dog kunne de ikke dy sig for at stjæle boernes kvæg (og hottentotternes), men ellers trak de sig som nævnt nordpå mod Namibia for at undgå kontakt. Der fandt dog adskillige skærmydsler sted mellem boere og buskmænd. Hottentotterne var absolut samarbejdsvillige – de solgte gerne kvæg til boerne og tog også gerne tjeneste som kvæghyrder hos boerne.

Boerne var fra deres fortid i Holland calvinister. D.v.s. at de bl. a. tog biblens ord i Det Gamle Testamente helt bogstaveligt, når herren sagde: ”at du ikke må have nogen forbindelse med hedninge”. Det var egentlig de første spæde skridt til apartheid – som altså var religiøst betinget.

I forbindelsen med boernes første ekspansion østpå, stødte de snart på en sort stamme, der skulle byde på en helt anderledes modstand – en modstand der varede 100 år, nemlig fra 1779 til 1879. Det var den stærke xhosa stamme, som boerne stødte på ved Fish River. Gennem 100 år udspandt der sig ikke mindre end 9 krige – boerne kaldte dem ”Kaffir-krigene”. I den politiske korrektheds navn kaldes de i dag (også) for ”Grænsekrigene”.

I første omgang var det boerne mod xhosaerne – til sidst var det briterne mod xhosaerne. De fleste af krigene drejede sig om land og kvæg, idet de to parter på skift drog på plyndringstogter hos hinanden. Begge parter skånede dog kvinder og børn – noget som zuluerne andetsteds i historien IKKE gjorde.

Efter 150 år i landet, var der ikke meget europæere over boerne. Også deres sprog havde undergået forandringer, idet de havde tilføjet låneord fra fransk, tysk, portugisisk og bantu. De holdt kun lige forbindelsen med Kapstaden ved lige, og levede i øvrigt af landet som en slags nomader med deres store, oksetrukne vogne.

I forbindelse med Napoleonskrigene okkuperede Storbritannien Kapstaden, og der blæste nye vinde, idet briterne indførte engelsk som eneste sprog (ingen boere talte engelsk), og de afskaffede slaveriet samt boernes lærlingekontrakter med unge indfødte. Mange af boerne var nu på fallittens rand, idet disse ændringer skete lige op mod høsten. Desuden opfordrede englænderne de sorte til at angive deres tidligere arbejdsgivere, ligesom briterne gjorde hottentotterne til politisoldater, hvilket førte til en del drab på hvide farmere.   

Den britiske administration forbød også boerne at reagere på xhosaernes plyndringstogter – disse overfald måtte de finde sig i! Dette førte i starten af 1800-tallet til en frihedsbevægelse blandt boerne, der resulterede i ”Det store Trek”.

San-folket eller buskmænd - på Afrikans: Boesman. Sydafrikas ældste befolkningsgruppe - jægere og samlere ligesom vi var for 10.000 år siden i Danmark

Khoikhoi-folket - Sydafrikas næstældste befolkningsgruppe. Af boerne kaldet hottentotter. De var jægere og farmere