Oversigt over opskrifter under kategorien:

Thaimad (5 stk.) 

Gan kiau wan

Kylling stegt med ingefær
Skinkesalat fra Isaan

Stærk Roastbeefsalat  

Thai – fiskefrikadeller

Her kan mængderne (kød m.m.) øges, hvis der er tale om en hovedret.

Gan kiau wan

(4 pers.)

Ingredienser:

Ca. 300 g aubergine
1 løg
400 g skært oksekød eller kylling
1 frisk stor rød peberfrugt
1 frisk stor grøn peberfrugt
2 spsk olie
2 spsk med top grøn karrypasta
1 ds kokosmælk
1 tsk sukker
3 cm ingefær
15 blade sød basilikum

 
Fremgangsmåde:

Skær auberginen i små både. Pil løget og hak det. Skær kødet i tynde strimler. Skær chilierne i fine stykker.

Opvarm en wok og slyng olien rundt. Svits karrypastaen ved høj varme ½ minut. Tilsæt oksekød/kylling. Svits det, til det er brunet (evt. ad to omgange afhængig af wok-størrelse).

Rør kokosmælk og sukker i. Kog op og tilsæt aubergine, løg, chili, ingefær og halvdelen af de søde basilikum blade. Lad retten småkoge i 5 minutter. Smag til med lidt salt.

Server retten rygende varm, pyntet med resten af basilikumbladene.

Spis jasmin ris til...

Kylling går man aldrig galt af - heller ikke på thailandsk!

Kylling stegt med ingefær

(Gai phat king)

Ingefær bruges i Thailand på utallige måder. Både tørret og frisk som krydderi. Den kan godt virke lidt "skarp" i smagen hvorfor det anbefales at vande den lidt ud før brug som beskrevet i opskriften. Dette gør endvidere at ingefæren blødes lidt op. Retten er meget nem og hurtig at tilberede. Ingefæren skal være friskskåret for at give den rette smag. Har du været til dansk julefrokost med masser af fed julemad, kan det anbefales at spise denne ret for at komme i balance igen.

Ingredienser:

Ca 250 g kyllingebryst (ikke frossen!)

1 spsk. vegetabilsk olie (f.eks. vindruekerneolie)

1 spsk. fiske sovs

½ kop frisk ingefær

½ kop forårsløg

2-3 fed hvidløg

1 spsk. sød østerssovs

Evt. lidt koldt vand

 

Fremgangsmåde:

Skær kyllingebrystet i små, aflange stykker. (ca 0,5 cm x 4 cm). Skræl ingefæren og skær den ud i aflange stænger på størrelse med tændstikker. (Juliénne). Læg ingefærstængerne i koldt vand tilsat lidt salt i ca. 10 min.

Skær forårsløgene ud i små mm-store skiver. Knus hvidløgene og hak dem groft.

Varm olien op til den er rygende varm i en wok (el. gryde). Tilsæt hvidløg og lad det netop begynde at tage farve (ca 15 sek). Tilsæt kyllingestykkerne og hold det hele i godt i bevægelse med en spatel el. lignende.

Tilsæt efter ca. 2 min. ingefær og fiskesovs. Tilsæt efter yderligere 1 minut østerssovsen og rør godt rundt i retten med spatelen. Hvis retten bliver for tør tilsættes evt. lidt koldt vand.

Tilsæt til sidst forårsløgene og tag wokken af varmen.

Spises som en af flere retter med jasminris.
(hvis du vil spise den som hovedret, skal mængderne blot øges!)

Denne ret kræver lidt mere tålmodighed/ingredienser.

Skinkesalat fra Isaan

(Lahp muh)

Lahp og Yam er fællesbetegnelsen for en række retter, hvoraf den førstnævnte er meget almindelige i det nordøstlige Thailand (Isaan) Små stykker okse-, svine- eller kyllingekød blandes med frisk grofthakket chili, løg, hvidløg, limesaft og salat og serveres koldt. Der er næsten ingen grænser for hvad man kan bruge. Yam dorg gluai er f.eks. lavet af den unge u-udfoldede bananblomst. Forskellen på de to typer er at i lahp blandes der ristet klisterris og der benyttes tørret chilipulver i stedet for frisk chili.

Ingredienser:

500 g hakket skinkekød

2 spsk citron- eller limesaft

1 tsk frisk finthakket galangarod

2 spsk fiskesovs

5-6 skalotteløg eller små rødløg

2-3 fint hakkede forårsløg

2 spsk friske, hakkede koriander blade

2 spsk ristet, stødt klisterris

1 tsk tørret chilipulver

5 mynteblade

Fremgangsmåde:

Hak galangarod, forårsløg og korianderblade som beskrevet ovenfor. Skær skalotteløgene i tynde skiver

Bland det hakkede skinkekød med citronsaft, galanga, fiskesovs og skalotteløg. Varm en gryde op, tilsæt blandingen og steg/kog det i ca. 5 min. Fjern gryden fra varmen og tilsæt forårsløg, korianderblade, den ristede klisterris samt chilipulver

Bland alle ingredienserne grundigt sammen og anret retten på et fad og pynt med mynteblade.


Tips:

Server retten sammen med rå grøntsager som f.eks. slangebønner, kinakål, rød- eller hvidkål.

Hvis du vil have retten som den spises i Norøstthailand så kan du godt tilsætte lidt ekstra chili, men prøv dig frem!

Dette er én af mine favoritter!

Stærk Roastbeefsalat

(Yam nua)

Retten beskrevet her kan med fordel benyttes når man har fået et stykke roastbeef (eller andet skært oksekød - der må ikke være et gram fedt på eller i kødet!) til overs efter julefrokosten eller lignende. Man kan dog ligeså godt stege et stykke kød specielt til denne meget friske og stærke ret. Det er meget vigtigt at kødet ikke er stegt tørt, men stadig er saftigt, gerne lyst rødt.

Ingredienser:

Ca 250 g roastbeef eller mør culotte

1 lille rødløg

3-4 friske røde chili (ca 10-15 cm lange)

NB: Du kan også nøjes med 1-2 chilier!

Saften af en halv citron

1 spsk fiskesovs

3-4 salatblade

2 spsk friske korianderblade

Fremgangsmåde:

Skær kødet ud i meget tynde skiver (kartontynde!), som igen skæres ud i stykker på ca. 2 x 2 cm.

Skær løget i to halve og dernæst i meget tynde skiver (papirtynde). Flæk chilierne på langs, fjern kernerne og hak chilierne fint). Skyl salatbladene. Tør dem og riv dem i mindre, passende stykker. Hak korianderbladende meget groft

Bland alle ingredienserne - undtagen korianderbladene - grundigt i en skål. Sæt skålen i køleskabet i ca 1 time. Lige før servering pyntes salaten med de groft, hakkede korianderblade

Tips:

Retten kan spises som en snack til et godt glas øl. F.eks. Singha som brygges i Thailand, men kan købes i specialforretninger bl. a. i København.

Den kan dog ligeså godt indgå som en del af en buffet som en glimrende ballance til tungere retter som f.eks. Gaeng. Da retten er meget mager og frisk egner den sig desuden specielt til at spise efter en tung dansk julefrokost

Dette er suverænt min yndlings thai-ret - også til gæster.

Thai – fiskefrikadeller

(ca. 25 små) - kan også bruges som lille mellemret el. frokostret

(Hovedret: 2-3 pers.)

Ingredienser:

450 g færdig fiskefars (ikke krydret – gerne lakse-torskefars)

1 spsk fiskesauce

1 æg

2 tsk rød carrypasta (grøn går også, men begge kan udelades )

2 forårsløg

½-1 dl koriander blade (el. tørret koriander)

Revet muskatnød

Evt 1 lille rød chili

Salt

Olie til stegning

Fremgangsmåde:

Forårsløg og koriander snittes fint - mindre end 5 mm.

Farsen røres op med æg, koriander og karrypasta. (+ evt 1 finthakket lille rød chili – uden kerner). De hakkede forårsløg blandes i. Fiskefrikadellerne formes med en lille spiseske, og steges i olie til de er gyldenbrune. Lad dem evt. dryppe af på køkkenrulle og server dem varme.

Serveres med thailandsk agurkesalat og paraboilede/vilde ris, hvis det er hovedret.

Thailandsk agurkesalat (med chili)

Ingredienser:

Fremgangsmåde:

1/2 agurk 4-5 skalotteløg 1 lille rød chili 6 spsk sukker 2 tsk salt 10 spsk eddike 8 spsk vand   (Mængerne til lagen kan – hvis man synes det – forøges forholdsmæssigt).

Agurken deles på langs og skæres i tynde skiver. Skalotteløgene skæres ligeledes i tynde skiver   Chilien skæres midt over på langs, og kernerne fjernes m. en teske. Snit de 2 halvdele fint.   Bland sukker, salt, eddike og vand og varm det i en gryde til sukker og salt er opløst. Lad det køle af og bland agurk, chili og skalotteløg i. Anret i en skål og stil det køligt.


Paraboilede ris med vilde ris:

Ingredienser (afh. af ant. pers.):

Fremgangsmåde:

2 dele ris (f. eks. 2 dl) 3 dele vand (f. eks. 3 dl)

Risene hældes i kogende vand og koger i 12 minutter. Tages af varmen og trækker i 12 minutter under låg



NB: Dagen derpå er det perfekt med en kold fiskefrikadelle på et stykke rugbrød med thai agurkesalat ovenpå!

Seneste kommentarer

01.12 | 12:34

Hej Keld
Jeg læste notatet om sildelagkage, jeg vil gerne bede om din opskrift-/skrifter.
På forhånd tak.
Mange skønne opskrifter. Har ikke prøvet nogle endnu, men det vil jeg rode bod på.
Hilsen
Kaj

29.08 | 18:05

Kan man tage sildene op af lagen og stege dem igen inden servering, så de serveres varme/lune?

15.02 | 15:18

I Historisk Samfund for Viborgegnen er vi i gang med at tilrettelægge foredragssæsonen 2023. I uge 39 i sept. vil vi sætte fokus på Osmannerrigets fald. Vil det være nogetfor dig at komme til Viborg

25.12 | 18:11

Hej Keld. Flot arbejde, det kunne også være interessant at få den massive hjælp til Rusland fra de Allierede via Murmansk med i fortællingen. Den stod på i alle krigsårene og kostede over 3000 søfolk.

Del siden